.
Af Arne Lybech
Teatersæsonen 2013/14 er ikke helt den samme for Ebbe Trenskow som de foregående halvt hundrede. Han har ikke nogen rolle på Aalborg Teater lige nu. Sidste optræden var i “Kirsebærhaven”. 50 års jubilæet er fejret for Trenskow der om få uger fylder 76 år. -Jo, jeg er da ked af at der ikke er roller til mig i år, siger Ebbe Trenskow, men sådan er det jo. Til gengæld kan han glæde sig over succes med friluftsforestillingen “Jens Bang” i Aalborghus Slots gård for få uger siden. Netop friluftsspil har været en kærkommen opgave for ham i tidens løb, sidst med Holbergspillene, hvor han var såvel aktør som instruktør.
Lige nu er han i gang med at indtale endnu en lydbog, blot en af de halvt hundrede af slagsen med sin myndige stemme.
Ellers er det planen at han fremover vil hellige sig sine foredrag om sit liv på de skrå brædder siden barndomsdrømmen gik i opfyldelse for fem årtier siden.
Han har masser at øse af og tillige er der en rig sangskat som er sammensat af numre fra mange af de store roller, han har medvirket i på teatret.
Et CD udspil “Livets Efterår” med smukke sange om den tid er en anden mulighed for fortsat at komme ud over scenekanten.
Et potpourri med sømandssange er også en nærliggende mulighed for han agter på ingen måde at indstille sin optræden. I flere år turnerede han med “Jesu min søn” forestillingen, men det er blevet en tand for krævende. -Jeg orker ikke længere at køre land og rige rundt og stå alenemand på scenen i halvanden time. To tilbud om roller på Det Kongelige Teater blev ikke til noget. Første gang var det under Litten Hansens periode som leder. -Hun blev offer for en politisk fyring, så det glippede. Hun blev afløst af Birgitte Price…hun sagde “Ebbe, du havde en aftale med Litten, den har dun også med mig” Men så, døde hun desværre, så det kongelige det nåede jeg desværre ikke, erklærer han. Men som sagt, minderne agter han ikke at leve på, der er fortsat opgaver der venter.