Sport
EH Aalborg sælger profil til udlandet
EH Aalborg meddeler i dag at klubbens topscorer Carla Thomsen stopper i den nordjyske ligaklub til sommer. Carla Thomsen skifter til en udenlandsk klub og bliver dermed EH Aalborgs det største spillersalg i klubbens historie. Læs hele pressemeddelelsen her.
Efter en enkelt men særdeles succesfuld sæson i EH Aalborg stopper topscorer Carla Thomsen til sommer i den nordjyske ligaklub.
Den træfsikre højreback, der inden denne sæson kom til klubben fra Ejstrup/Hærvejen, har nemlig fået muligheden for at forfølge drømmen om at spille håndbold som fuldtidsprofessionel i en udenlandsk klub.
“I januar aftalte vi med Carla at forlænge hendes aftale for yderligere en sæson, men samtidig vidste vi godt, at hun havde tiltrukket sig opmærksomhed fra flere klubber. I EH Aalborg vil ikke stå i vejen for spillernes drømme, og når vi kunne lykkes med både at give Carla muligheden for et udenlandseventyr, og vi som klub kunne lave det største spillersalg i klubbens historie, ja så var casen ganske enkel,” lyder det fra sportsligt ansvarlig i EH Aalborg Andreas Larsen.
Carla Thomsen har på blot en enkelt sæson markeret sig som en kæmpe profil i den nordjyske ligaklub, og med 129 mål samt 45 assist i foreløbigt 21 kampe har hun en kæmpe andel i, at EH Aalborg med fem spillerunder tilbage allerede har sikret sig den største pointhøst i klubbens historie i Danmarks bedste håndboldrække.
“Jeg har været virkelig glad for at spille i Aalborg, og jeg er utrolig taknemmelig for at have fået chancen for at spille i ligaen her. Klubben, holdet og hele miljøet omkring håndbolden i Aalborg har betydet rigtig meget for mig. Jeg har været så heldig at være en del af en fantastisk gruppe piger, som både på og udenfor banen har gjort min tid i Aalborg helt speciel. Jeg kommer virkelig til at savne hverdagen med holdet, klubben, tilskuerne og mit studie – og ikke mindst byen, som jeg er blevet rigtig glad for. Samtidig er jeg også meget taknemmelig for at få muligheden for at spille håndbold på fuld tid. Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg var 10 år og driblede rundt i Brøndby HK,” siger Carla Thomsen.
I EH Aalborg ønsker vi Carla alt det bedste i udlandet og håber selvfølgelig på i fremtiden at kunne byde hende velkommen i klubben. Heldigvis kan vi allerede opleve Carla og resten af truppen på søndag, hvor holdet hjemme i Skansen får besøg af Nykøbing Falster Håndbold.
Læs også: