Nyheder
Rekordvarm maj satte spor i Europa: Næstvarmeste maj nogensinde globalt
Tidlig hedebølge i Vesteuropa gav temperaturer op mod 40 grader og satte nye varmerekorder flere steder
Maj 2026 blev den næstvarmeste maj, der nogensinde er registreret på globalt plan. Det viser nye data fra den europæiske klimatjeneste Copernicus Climate Change Service (C3S).
Den globale temperatur lå i maj 1,42 grader over det førindustrielle niveau, mens havoverfladetemperaturerne i store dele af det tropiske Stillehav var tæt på rekordniveauer.
Samtidig oplevede Vesteuropa en usædvanligt tidlig og intens hedebølge, som satte adskillige varmerekorder i blandt andet Frankrig, Storbritannien, Irland og Portugal.
Usædvanlig varme allerede i maj
Hedebølgen ramte især perioden fra 21. til 30. maj. Ifølge Copernicus blev de største temperaturafvigelser målt i det vestlige Frankrig samt i England og Wales, hvor døgnmiddeltemperaturerne flere steder lå mere end 10 grader over normalen.
Flere områder oplevede temperaturer mellem 35 og 40 grader.
Ifølge Adrian Lema, afdelingschef for Nationalt Center for Klimaforskning ved DMI, er det bemærkelsesværdigt så tidligt på året.
»Vi skal normalt langt ind i sommersæsonen, før vi ser temperaturer helt oppe mellem 30 og 40 °C i de lande, så der er ingen tvivl om, at det er opsigtsvækkende særligt så tidligt på året. De høje overfladetemperaturer i det centrale Stillehav er i øvrigt optakten til det naturlige fænomen El Nino, som er kendt for at sende endnu mere varme ud til atmosfæren. Men det kommer forskudt og forventes først at slå igennem om flere måneder.«
Læs også:
Flere nationale varmerekorder
Ifølge de nationale meteorologiske tjenester blev der sat flere rekorder under hedebølgen.
Portugal, Storbritannien og Irland registrerede deres højeste majtemperaturer nogensinde målt ved enkelte målestationer. Frankrig oplevede samtidig den varmeste majdag nogensinde registreret på nationalt niveau.
De såkaldte “føles som”-temperaturer nåede mellem 35 og 40 grader i store dele af Vesteuropa. Disse niveauer svarer til kraftig eller meget kraftig varmestress.
Dødsfald under hedebølgen
Hedebølgen fik også konsekvenser for folkesundheden.
I Spanien blev der registreret 101 varmerelaterede dødsfald i maj. Det er det højeste antal for måneden siden overvågningen begyndte i 2015.
I Frankrig blev syv dødsfald knyttet til varmen, heraf fem drukneulykker. I Storbritannien kostede hedebølgen mindst 15 menneskeliv, alle relateret til hændelser i forbindelse med vandaktiviteter under de varme forhold.
Højtryk og varm luft fra Marokko
Ifølge Copernicus var hedebølgen forbundet med et vedvarende højtryksområde over Vesteuropa – ofte omtalt som en “varmekuppel”.
Det gav mange solskinstimer og svag vind, hvilket fremmede kraftig opvarmning. Samtidig blev varm luft fra Marokko transporteret nordpå og bidrog til de usædvanligt høje temperaturer i de vestlige dele af Europa.
Europa varmes hurtigst op
Selvom maj-hedebølgen kom usædvanligt tidligt, peger Copernicus på, at den ligger i forlængelse af en længere udvikling.
Europa er ifølge klimatjenesten det kontinent i verden, der opvarmes hurtigst. Siden midten af 1990’erne er temperaturen steget med omkring 0,56 grader per årti, hvilket er mere end dobbelt så hurtigt som det globale gennemsnit.
Klimatjenesten vurderer, at hedebølger fremover forventes at komme tidligere og vare længere, efterhånden som klimaet fortsætter med at blive varmere.
Læs også: