Nyheder

Ekstra pensionsbonus til 1,3 millioner danskere – skal skabe tryghed midt i økonomisk uro

2,1 mia. kr. bliver nu sat ind på kundernes pensioner som ekstra afkast

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 5. april 2026

Danske pensionsopsparere hos PFA kan se frem til en økonomisk håndsrækning. Danmarks største pensionsselskab udbetaler nemlig 2,1 milliarder kroner i overskudsdeling til sine 1,3 millioner kunder.

Pengene bliver automatisk sat ind på pensionerne og kommer oven i det almindelige afkast.

Del af fast model

Det er ikke første gang, PFA deler ud af sit overskud. I mere end 20 år har selskabet sendt milliarder tilbage til kunderne, når regnskabet har vist plus.

Samlet set er det blevet til over 30 milliarder kroner ekstra på pensionerne siden 2004, hvor ordningen med Kundekapital blev indført.

Overskudsdelingen er en central del af PFA’s kundemodel, hvor værdien i selskabet deles med kunderne – blandt andet gennem forrentning af Kundekapitalen.

Skal skabe tryghed i usikre tider

Ifølge administrerende direktør i PFA, Ole Krogh Petersen, kommer udbetalingen på et tidspunkt, hvor mange danskere oplever usikkerhed omkring deres opsparing.

”I en tid med stor uro og usikkerhed, og hvor danskernes pensionsopsparing bliver påvirket af krig og urolige finansielle markeder, er jeg glad for, at vi i PFA kan dele en positiv nyhed:

Netop i dag sætter vi 2,1 mia. kr. i overskudsdeling ind på vores kunders pensionsopsparinger.”

Han peger samtidig på, at udsving på de finansielle markeder kan give anledning til bekymring hos mange.

”Jeg forstår godt, hvis mange oplever usikkerhed i de her uger, når de følger de finansielle markeder og ser udsving på deres pensionsopsparing.

Netop derfor betyder det noget, at der også er dele af pensionsopsparingen, der trækker den anden vej. Overskudsdelingen er med til at skabe bedre balance i en usikker tid.”

En model med årlig udbetaling

Ifølge PFA har selskabet hvert år siden 2004 delt overskud med kunder, der har en del af deres opsparing i Kundekapital.

”Siden vi i 2004 indførte KundeKapital, som vores model for overskudsdeling hedder, har vi hvert eneste år delt overskud med de mange hundredetusinde kunder, der har en del af deres opsparing i KundeKapital.

Samlet set har pensionsopsparerne siden 2004 fået over 30 mia. kr. ekstra på pensionen i tilskrivning af KundeKapital.”

Direktøren fremhæver, at modellen bygger på fællesskab:

”Det siger noget om styrken i et stort og solidt kundefællesskab, hvor alt vi gør, kommer kunderne til gode – enten i form af lavere priser, bedre service eller overskudsdeling som i dag.”

Fokus på stabilitet

PFA understreger, at målet er at skabe økonomisk tryghed for kunderne – også i urolige tider.

”Når verden er urolig, er det vigtigt for mig, at vores kunder kan mærke, at deres pensionsselskab står solidt og er med til at skabe økonomisk tryghed.

Det ansvar tager vi alvorligt.”