.
Af formand for Dansk Byggeri Nordjylland, Ole Bæk Pedersen
Det har stor betydning for den enkelte elev, men også for vores landsdel, hvordan folkeskolerne hjælper eleverne med at vælge ungdomsuddannelse. Det er bestemt ikke lige meget, om de får at vide, at gymnasiet er den lige vej mod en god fremtid, eller om de også hører om alle de andre muligheder for ungdomsuddannelser og jobs, der findes.
I dag er der flest unge, som vælger gymnasiet, og det har den konsekvens, at vi i år 2025 kommer til at mangle 60.000 faglærte. Det rammer også os her i Nordjylland, hvor virksomhederne vil få svært ved at finde de medarbejdere, de har behov for.
Det er nødvendigt, hvis vi skal fremtidssikre vores lokale virksomheder, at kommunerne og folkeskolerne får erhvervspraktikken ind som et fast tilbud til eleverne i 7., 8. eller 9. klasse, ligesom de også skal gøre en indsats for at oplyse de unge, om de mange forskellige ungdomsuddannelser. Ellers får vi aldrig uddannet de faglærte, som vores virksomheder har brug for, og så får vi problemer med at holde produktionen i gang – ikke bare i Nordjylland men i hele Danmark.
Et tilbud om erhvervspraktik og en kommunal erhvervsplaymaker, der sikrer kontakten mellem skoler og erhvervsliv, er en del af det at være en erhvervsvenlig kommune.
Derfor vil det også være en af de ting, som kommunerne bliver målt på, når Danmarks mest erhvervsvenlige kommune bliver kåret senere i år. Samtidig giver praktik også de unge i folkeskolen mulighed for at se både en arbejdsplads og et fag an, inden de beslutter sig for, hvilken ungdomsuddannelse, de gerne vil have. Erhvervspraktik er et plus for alle parter.
Læs også: