Biler og motor

Et dyrt og vedvarende problem – mere end 800 ton skrald samlet op langs statsvejene

Hvert år koster det staten millioner af kroner at holde de danske statsveje fri for affald. I 2024 blev der samlet hele 800 ton skrald op langs vejkanterne, og problemet ser ikke ud til at aftage.

Et dyrt og vedvarende problem – mere end 800 ton skrald samlet op langs statsvejene
Foto: YouGov/Gjensidige
Af Dinny Eriksen 27. april 2025

Millioner bruges på affaldsindsamling

Ifølge Vejdirektoratet bliver der hvert år brugt over 20 millioner kroner på at rydde op efter bilister, der smider affald ud ad vinduet. Entrepriseleder hos Vejdirektoratet, Charles Lykke Hansen, kalder det både dyrt og unødvendigt.

Vi kunne spare rigtig mange timer, hvis vi ikke skulle samle affaldet op, for ikke at tale om den miljøbelastning, det medfører,” siger han.

Det er alt fra drikkeemballager og kaffekopper til større genstande som spande og plastikdele, der ofte blæser af håndværkerbiler på motorvejene.

Klip i kørekortet: Tre forseelser dominerer danskernes trafiksynder

Læs også: Klip i kørekortet: Tre forseelser dominerer danskernes trafiksynder

Motorvejene omkring København hårdest ramt

Især motorvejsstrækningerne omkring København er stærkt belastede. Her er Vejdirektoratets oprydningshold ude flere gange om ugen for at fjerne affald. Ud over at være et æstetisk problem udgør affaldet også en risiko for trafiksikkerheden.

Der er risiko for, at skraldet kan ryge ud på vejen tæt på bilerne. Vi er nødt til at sikre, at det ikke sker ved at samle affaldet op,” siger Charles Lykke Hansen.

Et vedvarende problem

Trods kampagner og oplysning har mængden af affald langs statsvejene ligget stabilt de seneste ti år. Hvert år fjerner Vejdirektoratet mellem 700 og 900 ton affald fra vejkanterne.

Fastfoodemballage er et særligt problem nær restauranter, hvor bilister ofte smider poser og emballage ud af vinduerne. Derudover ses der i hovedstadsområdet en stigning i antallet af lattergaspatroner smidt i vejkanten.

Holdninger stemmer ikke altid overens med adfærd

En rundspørge, som Vejdirektoratet gennemførte sidste år, viser, at ni ud af ti danskere mener, det er forkert at smide affald ud af bilen. 87 procent svarer samtidig, at de aldrig selv gør det.

Alligevel vidner de store mængder affald om, at holdninger og handlinger ikke altid følges ad.

Vejdirektoratet opfordrer derfor bilister til at tage ansvar og tage affaldet med sig til nærmeste skraldespand. Det gavner både miljøet og sparer samfundet for store udgifter.

Kilde: Ritzau

Hele 92% af danskerne mener selv, de holder til højre – men tvivler på hinanden

Læs også: Hele 92% af danskerne mener selv, de holder til højre – men tvivler på hinanden

Brugtbiltest for elbiler skal sikre trygge bilkøb

Læs også: Brugtbiltest for elbiler skal sikre trygge bilkøb

Biler og motor

Se flere artikler