Alarm 112

Fængslet for lejligheds-bedrageri

Pas på falske udlejere

Redaktion
Af Redaktion 8. juli 2016

.
En 25-årig mand blev ved Retten i Aalborg 7. juli 2016 varetægtsfængslet i foreløbig 14 dage.

Det sker på grund af bedrageri-forhold efter straffelovens § 279, idet manden ifølge sigtelsen havde annonceret på nettet med, at han udlejede en lejlighed.
Han er mistænkt for i flere tilfælde den 2. juli 2016 i Aalborg at have mødt interesserede lejere og få dem til at overføre et depositum til sin konto.
Efterfølgende viste det sig, at han ikke havde noget med lejligheden at gøre. I alt blev der svindlet for 42.000 kr. Den sigtede erkendte forholdene.
Sager af denne karakter er alvorlige, da de drejer sig om boligsøgende, der bliver udnyttet, siger anklager ved Nordjyllands Politi, Mette Hansen.
Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, og sagen vil nu blive nærmere efterforsket yderligere af Nordjyllands Politi.

Nordjyllands Politi vil gerne i forlængelse af denne aktuelle kendelse advare generelt mod disse bedrageri-forhold, hvor lejligheder lejes ud på et falskt grundlag.
Vi nærmer os studiestart, hvor mange især unge mennesker leder efter en lejlighed, og det kan desværre friste nogen til at forsøge at slå plat på, at folk er ivrige efter at finde en ny bolig hurtigt, siger politikommissær fra Nordjyllands Politi, Claus Serup, der opfordrer til, at man husker at være kritisk, hvis man fx får tilbudt en meget billig lejelejlighed.
Den gode gamle huskeregel om, at hvis noget er for godt til at være sandt, så er det nok også tilfældet, ja, den er værd at huske, når man leder efter lejlighed, lyder rådet fra politikommissæren.
Nordjyllands Politi har ikke mulighed for at opgøre, hvor mange af lige præcis den slags bedrageri-forhold, der sker i politikredsen, men politiet har alligevel valgt at gå ud med advarslen, idet mange kommende studerende i disse måneder skal ud og finde ny lejlighed.

De gode råd:
Vær kritisk brug din sunde fornuft – tag fx en forældre eller god ven med på råd.
Overfør aldrig penge, før du har set lejligheden indefra og fået en skriftlig lejekontrakt underskrevet af udlejer.
Indgå aldrig mundtlige aftaler. Få det på skrift og læs kontrakten grundigt igennem.
Brug banken, hvis du overfører penge og kun til danske konti. Så kan pengene spores.
Lad dig ikke presse til at skrive under i en fart. Det kan være tegn på, at der er noget galt.
Betal aldrig kontant indskud. Er det svindel, er dine penge tabt.
Kontakt den boligside, hvor du har læst annoncen, hvis du er tvivl om ægtheden af annoncen, slå eventuelt adressen op på www.boligejer.dk
Undersøg fx på Krak og Google om der bor andre i den lejlighed, du gerne vil leje.
Lyder tilbuddet for godt til at være sandt, så er det ofte tilfældet.