Kultur

Fem sommerkoncerter i Skovsgård Hotels hyggelige hotelhave

Redaktion
Af Redaktion 10. juli 2015

.
Global Garden Party er fem spændende torsdagskoncerter i Skovsgård Hotels skønne have med glad kvalitetsmusik med inspiration fra den store verden. Igen i år byder man på ekstra oplevelser udover selve musikken: et farverigt marked med håndlavede produkter, billedkunst, fotoudstilling, tegneworkshop med Piet Art Pedersen og anderledes koncertmenuer med inspiration fra den store verden.
Global Garden Party er den eneste udbyder af verdensmusik oplevelser i Nordjylland om sommeren. Målgruppen for koncerterne er turister fra sommerlandet, nordjyder i almindelighed og ikke mindst lokale fra Skovsgård og hele Jammerbugt Kommune.

Arrangementerne holdes torsdag eftermiddage i turisthøjsæsonen i alt fem uger.
Global Garden Party er et kulturelt mødested for hele familien hvor børn, unge, voksne og ældre kan opleve sammen. Normalt er der ikke så mange kulturelle tilbud af høj kvalitet i sommerperioden og slet ikke indenfor folke- og verdensmusik genren. Global Garden Party giver først og fremmest koncertgæsterne gode mindeværdige musikoplevelser. Derudover giver koncertrækken områdets danske og udenlandske turister mulighed for at møde lokalebefolkningen og vi håber at man via de musikalske oplevelser kan skabe gode ferieminder.

Ekstra oplevelser
Global Garden Party er først og fremmest god musik i hyggelige omgivelser. Derudover kan dette års koncertgæster opleve et hyggeligt og farverigt marked som finder sted når musikken spiller til Global Garden Party. Det bliver et marked med ting fra den fjerne og nære verden. Håndlavet, gerne fair trade og/eller økologisk, håndværk, kunsthåndværk, tøj mv.
Derudover knyttes billedkunst og globale rytmer sammen på en anderledes måde når den anerkendte billedkunstner Piet Art Pedersen gæster Global Garden Party i år. Ifølge arrangørerne, så bringer Piet Art Pedersens malerier smil og glæde. Med farvestrålende malerier hvor rejsen og forbindelsen til vores indre univers gerne må kalde håbet, smilet og glæden frem. En verden af glade farver. Piet Art maler samtidig med at musikerne spiller fra scenen en fortolkning af lyd og stemning med pensel og malerfarve. Dagens kunstværk bortauktioneres fra scenen hver torsdag umiddelbart efter koncerterne.
Derudover bidrager Aalborg Rejseklub med farverige fotos fra den store verden som via en fotoudstilling som kan opleves i hotellets restaurant hele perioden hvor Global Garden Party finder sted. Også på den kulinarisk side er der noget at komme efter. Efter hver koncert serveres en lækker koncertmenu med inspiration fra musikkens geografiske og madkulturelle ophav. Gerne fra store grill hvis ellers vejret tillader det.
Dette års Global Garden Party byder på tre nyheder. Den første nyhed er at man som koncertgæst gratis kan deltage i en tegneworkshop med Piet Art Pedersen under overskriften “Alle kan tegne”.
Den anden nyhed er “Smagen af Jammerbugten” – torsdag den 23. juli vil der være fokus på lokale råvarer og lokale råvareproducenter – både om eftermiddagen og om aften, hvor Global Garden Party Buffeten udelukkende består af retter baseret råvarer dyrket i lokalområdet – bl.a. økologiske grøntsager fra Råd & Dåd og kødprodukter fra Holmsø Højland og Rævhede naturprodukter. Den tredje nyhed kan man opleve torsdagen efter – torsdag den 30. juli – hvor buffeten er udarbejdet i samarbejde Jammerbugt Asylcenter.

Mange hjælper til
Råd & Dåd i Attrup har kreeret en mindre udendørs scene, som pyntes op, så den udstråler globalitet og farverige kulturer. Også Skovsgård Børnehave bidrager til festen, idet børnehaven har lavet en del af udsmykningen til koncerterne. Vi håber på rigtig mange koncertgæster udtaler Ida Larsen, formand for bestyrelsen på Skovsgård Hotel. De sidste to år har koncerterne været velbesøgte og der har været en super-hyggelig stemning blandt både gæster og musikere. Især er vi i år spændte på hvordan de nye tiltag bliver modtaget.

Mere om musikken
Torsdag den 9/7 kl. 16.00: The Islanders
Skotsk & irsk folkemusik når det er allerbedst. Forvent god stemning, smukke sange og bægerklang. To Irske topmusikere og to ditto danske giver den topgas med traditionelle kendte skotske og irske sange og stille ballader.

Torsdag den 16/7 kl. 16.00 : Ole Frimer Bluesband med Palle Hjorth
Torsdag den 16/7 kl. 16.00 Ole Frimer Bluesband med Palle Hjorth Danmarks for tiden bedst spillende blues band. Frimer og Hjorth er absolut blandt eliten på hvert sit instrument, nemlig Guitar og Hammond orgel. Og de bakkes op af en fantastisk rytmegruppe.

Torsdag den 23/7 kl. 16.00: Vildnis
Folk/pop/world med smuk lyrik og masser af hits og ørehængere i bagagen. Vildnis er kendt for smuk musik, der rask væk sammensmelter genrer som jazz, bossanova, reggae, pop, blues og rock i et overordnet folket sammensurium.

Torsdag den 30/7 kl. 16.00: Radiant Arcadia
Ti kvinder fra forskellige lande og med forskellige religiøse og kulturelle baggrunde viser, at musikken kan bidrage til at forene verden i fred og fordragelighed. Ti kvinder, der har udsendt deres budskab og optrådt næsten over alt i verden.

Torsdag den 6/8 kl. 20.00 Global Garden Party By Night: Jesper Thilo & Moesgaard/Lundbye kvartet
Jesper Thilo er nok vores mest kendte og elskede saxofonist i Danmark. Han er internationalt kendt som en af de bedste overhovedet inden for swingmusikken, og han stiller her op med fire stærke nordjyske musikere: Villy Moesgaard Tenorsax, Søren Lundbye piano, Olav Gudnason bas og Henrik Vardinghus trommer.

Pris
70 kr. (børn under 12 år ifølge med voksne har gratis adgang). Billetter kan købes ved indgangen fra kl. 15.00 på koncertdagen.

Arrangør
Skovsgård Hotel, Brovst Musikforsyning, Attrup Borgerforening og Skovsgård Borgerforening.

Med venlig støtte fra
Jammerbugt Kommune, World Music Denmark, Kulturstyrelsen og ROSAfolk