Natur

Flere og flere køber fisketegn – 209.000 danskere sender penge tilbage til fisk og natur

Mere end 209.000 fisketegn blev indløst sidste år. Indtægterne bruges blandt andet på bedre vandløb, gydepladser, udsætning af fisk og ny viden om fiskebestandene.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 1. september 2026

Interessen for lyst- og fritidsfiskeri er fortsat stor i Danmark. I 2025 blev der indløst i alt 209.829 lyst- og fritidsfiskertegn – en mindre stigning sammenlignet med året før, hvor tallet var 207.972.

Pengene fra fisketegnene går tilbage til fiskeplejen og bruges blandt andet til at forbedre vandløb og gydepladser, udsætte fisk og skabe ny viden om de danske fiskebestande.

Midtjylland blandt regionerne med flest fisketegn

Tallene viser samtidig, at fiskeri er populært i Midtjylland. I 2025 blev der købt 36.349 fisketegn med Midtjylland angivet som region. Det omfattede 31.699 lystfiskertegn og 4.650 fritidsfiskertegn.

Til sammenligning blev der registreret 35.392 fisketegn i Hovedstaden, 33.682 i Syddanmark, 22.824 på Sjælland og 17.015 i Nordjylland. Derudover havde 64.530 fisketegn ukendt region. Ifølge Miljøministeriet er der formentlig primært tale om turister i denne gruppe.

Minister glæder sig over udviklingen

Miljøminister Maria Reumert Gjerding glæder sig over, at lidt flere har købt fisketegn.

”Det er en god nyhed at lidt flere danskere har købt fisketegn. Lystfiskerne er nogle af dem, der bruger vores natur allermest, og mange af dem lægger samtidig kræfter i at passe på fiskene og deres levesteder. Og lystfiskeriet er et område, vi som ny grøn regering satser på. Vi vil blandt andet forbyde erhvervsfiskeri i ferskvand, så lystfiskeriet her i fremtiden får markant bedre rammer og derudover give lystfiskere eneret til at fange gedder, aborrer, sandarter, havørreder og laks.

Og med en ny handlingsplan for lystfiskeriet vil vi sætte yderligere fart på udviklingen”, siger miljøminister Maria Reumert Gjerding.

App er hentet mere end 125.000 gange

Det er også blevet lettere at købe og forny fisketegn digitalt. Appen MitFisketegn er ifølge Miljøministeriet blevet hentet 125.852 gange.

Personer, der fisker med stang eller snøre, skal som udgangspunkt have et lystfiskertegn. Personer under 18 år og personer over 67 år er dog undtaget. Lystfiskertegn kan købes som års-, uge- eller dagstegn.

Fiskeri med garn, ruser eller lignende redskaber kræver et fritidsfiskertegn, som kun kan købes som årstegn.