FØLJEton/11

10. marts 2014
FØLJEton/11

.
Af Erna Bechly

Ja, man kunne godt se, han var fra landet. Det var han ikke i tvivl om. Det var ikke fordi han på nogen måde var flov over det. Nej boede man i byen, så måtte man jo ligne de andre. Det var vist det bedste. Siden den aften havde han ladet sig klippe. Og det klædte ham, havde frisøren hjemme sagt.
-Ja, man må jo følge med tiden, ellers ender det jo med, at vi alle går og ligner dem ovre fra Heden, havde han tilføjet, da Henning havde bedte hm om at klippe de lange tynde striber sort hår kortere. Nu gad han altså ikke gå og rede det hår fremad længere. Måske han skulle have ladet sig plysse. Nej det var nok at være for dristig.
I stedet havde han fået klippet håret kort ved ørerne og fået klippet pandehåret. Godt nok havde han en høj pande, men det så nu mere harmonisk ud, end det lange hentehår, han i så mange år havde redt fremad.
Det havde han det godt med.
Restaurant “Ipar” stod der ovenover døren ind mod en restaurant liggende i den sidste ejendom inden broen.
-Lad mig se, hvad det er for noget, tænkte Henning, da han trådte ind ad døren.
Her havde han aldrig været.
-God dag, hvad skal det være? En servitrice, spurgte venligt og smilede til ham. Han mærkede en rødme stige op i panden. Den høje pande. Men nu var han jo kommet indenfor. Ved baren sad der 4-5 andre mænd og en enkelt kvinde. Alle på hans alder, et par måske lidt ældre. Der var god gang i raflebægrene. Snakken gik højlydt. Det kunne godt lyde som om de kendte hinanden, de andre.
-Kan man købe en Classic? Henning fik svaret på spørgsmålet.

-Har du penge nok du, så kan du sgu købe hele biksen her, makker!
-Penge, penge, nok ikke lige til det, fik han svaret lidt fortumlet over den hurtige replik, der havde ramt ham, næsten inden han havde set sig om.
Jo, Henning syntes om den snak han hørte. På under fem minutter følte han sig hjemme. Den smagte faktisk godt, den her Classic.
Han stod i sine egne tanker. Servitricen, hende havde han set før.
Men det kunne ikke passe. Eller var der mon nogen, der sad og dirigerede med ham?
Henning slog tanken ud af hovedet. Men underligt, det var det.
Hun lignede sig selv på en prik, som han huskede hende, den store lyshårede servitrice. Helt kortklippet.
Ja håret var nok farvet så lyst. Men det var jo så moderne. Hun var noget høj. Højere end Henning, der var 1,75 eller deromkring. Hun virkede højere, som hun stod der bag baren. Nu blev hun selvfølgelig også højere med de høje sko, han kunne han se, hun førte sig frem i.
Men godt så det da ud, det måtte han indrømme. Hun havde en jakke på ovenpå en skjorte. Og et par lange sorte bukser, de sad stramt, men godt. Det var noget, han var blevet opmærksom på den aften til koncerten.
Næsten alle pigerne, han bed mærke i den aften, de havde lange sorte bukser, nogle med smalle ben, andre med svaj. Ja svaj, som det han huskede fra Nyhavn 13 butikken, tilbage i hans pureste ungdom. Nu var det moderne igen. Som det også havde været, da Abba var fremme i midten af 70erne. Henning tog en ny slurk af sin øl, hvad den er næsten tom. Hvad er det, der sker her? Han tænkte.
Damer, ja dem havde han ikke kigget rigtig efter siden de Abba havde spillet. Da havde han i sit inderste drømt.
Om hende den mørke. Nu var det en lyslevende lyshåret, der kiggede på ham.
-En til? hun spurgte. Hvordan kan hun vide det? tænkte han. Nåh hun er vel vant til at kigge kunderne an.
-Ja tak, en til, Henning mærkede en dejlig form for ro nu. Køreturen havde været befriende for ham. Nu skulle der ske noget, noget helt nyt. Ja hende den lyse, lyslevende lige foran ham. Hende kunne han da sikkert godt komme til at drømme om, nåede han at tænke, da hun venligt stillede en ny Classic foran ham. En Tuborg var det jo, det vidste han ikke, før nu. Han så sig lidt omkring. Det første han fik øje på var et kæmpestort vægmaleri. Limfjorden og broen, der så ud til at være nogle år gammelt. Fra en anden tid vel.
Nu var det ham, der havde indledt en ny tid. Godt nok havde tristheden lige ramt ham en enkelt gang på vej mod Aalborg. Da han kom kørende opad bakken i Skalborg, så han en avis spiseseddel, som de hed, de gule plakater Ekstra Bladet havde ved kioskerne. Der stod om en minister “Hendes fader hængte sig”. Nu vidste han god besked med den historie, den havde Lass Laursen fortalt ham for længe siden. Om ministerens far, der var landmand, og blev ramt af en depression og tog livet af sig selv. Det var godt, at få snakket med Sigrid den aften. For det havde været i hans tanker, dengang han fik fyresedlen af Lass. Så var livet jo heller ikke værd at leve.
-Hvad bringer dig hertil? Det var Per, den anden sidemand, der kiggede på Henning og spurgte venligt.
-Det er vist en længere historie. -Vi har vel tid, eller hvad, lød svaret. -Jeg ved ikke, hvad du har af tid, jeg har en aftale her om lidt, når jeg har fået klaret den, ja så har jeg da resten af dagen. Og dagen i morgen for den sags skyld også. Henning havde i ét nu besluttet sig for, at tage imod Lass tilbud om en lang ferie, inden den officielle del af ferien kunne begynde. Jeg skylder dem vist ikke noget.
-En omgang til baren!. Det var Per, der bestilte. -Øh, øh, Henning stammede lidt, ikke til mig, jeg er kørende, og jeg må se og komme af sted, ellers kommer jeg for sent til min aftale. Det går nok ikke. Henning lyste op i et smil. Aftale. Det var helt nyt for ham, at komme med sådan en melding. Aftaler, det var kun noget travle folk som Lass og andre benyttede sig af. Henning plejede at give sig god tid. Kom når han kunne, nåede han det ikke i dag, så nåede han det vel i morgen.
-Så må du ha´ den til gode, kom det fra Per. Kig da ind en anden gang. -Ja tak, om en times tid igen, jeg skal lige ud og se på en ny lejlighed. Hvor ligger egentlig Vesterbro 1A, det er der jeg skal ud. -Vesterbro 1A, jamen det er da pudsigt, der er jeg også lige flyttet ind. Det var den lyshårede servitrice, der brød ind. Har du sikret dig en lejlighed der? Hvor er du heldig, det er så godt som umuligt, at komme til der. Du skulle lige vide, hvor mange, der står skrevet op. Jamen sikke et træf. Så bliver vi jo naboer. Ja, altså, hvis det er en lejlighed, du skal have og ikke et af værelserne.

-3. sal til højre, sagde Henning. -Hold da kæft, så bliver du vores underbo. Uh, så må vi da vist til at skrue ned for musikken. Det var værre, servitricen grinede og blottede de store hvide tænder i et helt naturligt smil.
-Ja man må vel tage hensyn til sine naboer, supplerede Henning. -Det gør vi da også, min veninde og jeg, men hende der lige er flyttet, altså hende der havde den lejlighed du skal have, hun var stokdøv, så vi kunne skrue op uden, at der skete en disse. Det var fedt nok. Men så kom der klager fra dem etagen nedenunder igen.
-Så må vi hellere hilse pænt på hinanden, servitricen rakte hånden frem mod Henning. -Jeg hedder Bibbi, velkommen til Vesterbro 1A. -Henning, hedder jeg, jo tak skal du have. -God tur derned Henning! Servitricen råbte venligt efter ham. -Sikken kvinde, tænkte Henning. (Fortsættes)