.
Af Erna Bechly
Karl flytter
Karl nåede lige at komme hjem inden han så bagenden af ejendomsmæglerens bil, der forlod indkørslen.
-Fandens, igen kommer jeg for sent. Men det trak ud med det raflespil.
-Det gør det vist lidt for tit lige p.t. mumlede han for sig selv.
Det havde selvfølgelig heller ikke hjulpet, at han satte sig ned, da han var på vej ud af døren.
-Hvad er det med det hus Karl? havde Ove spurgt, en af de få inde på “Fruen” han havde lyst til at tale med. De andre var blot at betragte som raflebøtter.
-Den ejendomsmægler, han må “sgu” vente, hvis han vil sælge. Karl følte sig i ét godt tilpas, da han efterkom opfordringen til at sætte sig med de 2 øl som Ove hurtigt bestilte.
-Hvor er det du bor?
-Ikke så langt herfra, oppe omkring Mølleparken, du ved. Ja nok ikke så lang tid endnu. Karl rømmede sig.
-Børnene er flyttet hjemmefra og lillemor og jeg, vi har ikke brug for al den plads. Vi kan ikke gøre andet end gå og holde hus, det er tiden for kostbar til Ove. Karl rakte flasken frem, mærkede han rystede lidt på hånden. Hvad nu, der var da ingen grund til, at blive nervøs. Jo det var der vel. Ove skulle ikke mærke, at han var på vej på “røven”. Det med huset var en sandhed med visse modifikationer, som han kunne have sagt til 10. klassen i en time.
-Ja, ser du, vi kigger os lidt omkring, nu må vi lige se, hvad vi kan få med derfra. Helt billigt er det ikke, går det godt, så skulle der gerne blive så vi også kan tænke på en lejlighed sydpå.
-Vil I da til Randers igen, spurgte Ove.
-Nej, nej Ove til Spanien du. Golf du ved. Så kunne det jo være rart med en bolig, når vi smutter derned 3-4 gange om året, ikke, svarede Karl. Han kunne godt høre, at han var på vej ud mod overdrevet. Nu måtte han lige stoppe inden han kom for langt ud.
Han kiggede på uret. Klokken var lige omkring 14.
-Hvad siger klokken? Karl spurgte.
-To, Ove ved du hvad, jeg må smutte, jeg har et vigtigt møde, lige nu og kig da ind en anden dag, det hænder jeg kigger ind, så må vi lige give os noget bedre tid. Karl rejste sig, gav hånden til farvel.
Lettet over at slippe væk fra Ove på en pæn måde. Bedst som han havde hygget sig ved siden af ham, så var virkeligheden trængt ind på ham. Det var jo ikke den Karl, han gerne så omgivelserne, gamle byfæller se ham i. Stående på en “snask”, det var jo det “Fruen” den var. Stå der og rafle og snakke højlydt med et hav af dumme bemærkninger.
-Hvad fanden bilder du dig ind, først at komme nu. Hvad er meningen?
Lotte var gal, det kunne han se lige ved første øjekast, da han smed jakken hen over stoleryggen ude i køkkenet, hvor hun sad og skummede af raseri.
-Åh undskyld, jeg kunne da ikke forestille mig, at han tog af sted inde jeg kom.
-Karl er du overhovedet klar over alvoren i det her. Huset, det er belånt til langt over skorstenen. Vi får ikke en KRONE med herfra. Hvordan kan det gå til. Ja du skylder mig i sandhed en mere end god forklaring, gør du. Og er den ikke tilfredsstillende, så er det ud af vagten. Lige med det samme. Er du med?
Lottes vrede var på sin plads. Hendes arv var formøblet. Og nu vidste hun det. Spillet var ude.
-Lotte, vi har været nødt til at optage de lån, det har vi været lige gode om.
-Karl, nu holder du dig til sandheden, du har jo ikke fortalt mig, at de lån var til op over skorstenen. Hvordan kunne du? Lotte græd.
-Kunne jeg andet Lotte? Jeg har jo hele tiden troet, at situationen ville ændre sig.
-Ændre sig, hvor dum kan du være? Lotte råbte. Det eneste der har ændret sig Karl, det er dig. Du drikker og drikker, sig mig hvordan fanden vil du have at jeg skal tro noget ændrer sig. Du ligner udskidt grød, gør du, er du klar over det. Prøv og se dig selv i spejlet. Og du lugter gør du. Jeg har fået nok. Ejendomsmægleren har en køber. På en betingelse, og det er at vi sælger nu. Og de få kroner, der er tilbage Karl, dem tager jeg med mig, at du ved det. Hvad du så vil, det bliver din sag. Vi to, vi er færdige.
-Ja men, Lotte, Lotte vi skal jo i teatret i aften.
-Så god fornøjelse, du kan tage en af dine drukvenner med. Jeg skal ingen steder med dig. Nu smutter jeg to dage, så har du pakket dit tøj og så må du finde dig et andet logi Karl. Jeg kan ikke holde ud at se på dig mere. Er du med? (fortsættes)
