FØLJEtonen/5

.
Af Erna Bechly

Henning og Henning

Den køretur kunne jeg vist godt have sparet mig. Henning så sig omkring i det mørke lokale, kun svagt oplyst af projektørerne fra scenen og de to stearinlys på hvert et bord inde i Skråens kælderlokale. Henning Stærk var på plakaten. Et par hundrede havde sat sig, ventende på den store danske soulsanger. Også kaldet “verdens bedste hvide soulsanger” på et tidspunkt. Hvor det lige var Henning havde læst det, kunne han ikke huske. Han læste så meget. Ja faktisk læste han alt, hvad han kunne fat i af læsestof. Om det så var den nye udgave af Telefonbogen, så læste han den hver gang, den dumpede ind ad brevsprækken. Og reklamerne, det var gratis læsestof. Han så frem til lørdagene, hvor de kom i bundter. Så var han i sit es. Reklamer, en god kop kaffe og så Mylius i radioen med de gamle tresserhits. Hvad mere kunne man forlange? Men nu i aften, var der ikke kommet så mange koncertgæster, som han havde regnet med. Han så sig forsigtigt omkring i lokalet på den gamle tobaksfabrik. Lutter moderne klædte mænd og kvinder, ja mange på hans alder. Måske han skulle have taget sin nye rullekravesweater på i stedet for den hjemmestrikkede. Fløjlsbukser kunne han ikke se nogle havde på udover ham selv. Men her havde han taget hensyn til kulden. Når han skulle af sted på knallert, var det om at være godt klædt på i den kølige november aften. For en sikkerheds skyld havde han taget sin nye 45´er og kørt de godt 35 kilometer ind til Aalborg, ude fra det vestlige Himmerland, da han så annoncen første gang i Stiften, for at sikre sig en billet. Han ville ikke risikere at køre forgæves en gang til, som det skete sidst i foråret, da Henning Stærk, hans navnebroder, sidst spillede på de kanter. Da måtte han køre den hele lange vej hjem igen med uforurettet sag. Nu var han heldigvis en hel del bedre kørende end den aften i maj, da hans 35 år gamle Puch var ude på sin sidste lange tur. Den havde været hans trofaste transportmiddel siden konfirmationsalderen. Købt for nogle af de tusinde kroner, han dengang havde fået i gave af konfirmationsgæsterne. Den nærmeste familie og så naboerne og forældrenes venner og bekendte. Ikke én af dem, havde han kontakt med i dag. Begge forældrene var døde. Efter deres død havde han valgt at passe sig selv. Og sit arbejde. På gården ved Lass Laursen, en af egnens sidste store gårdmænd. Her havde han haft sin daglige dont i over 30 år. Lige siden han forlod skolen efter 8. klasse. En uddannelse havde aldrig været på tale. Henning kunne arbejde, han ville arbejde og han skulle arbejde. Sådan lød parolen dengang, da faderen præsenterede Henning og Lass Laursen for hinanden. Og sådan havde det været lige siden. Arbejdet ude i staldene og ude på markerne, det var livet for ham. Rigtig godt gik det, når han en sjælden gang fik lov til at køre den nye store Ferguson traktor. Med tiden blev det tiere og tiere. Det var som om Laursen ikke helt havde styr på de mange hestekræfter længere. Så måtte Henning lige tager over. Og det gjorde han hellere end gerne. For tjenstvillig, det var han. Et godt skudsmål at have med sig. Det havde aftenens hovedperson også, om nogen havde det. Ham havde Henning alle pladerne med. Først de gamle Lper, siden hen de nyeste Cderne. Han var idolet. Det havde han været siden dengang i tresserne, da han havde taget den nye Puch Tomos og kørt helt til Hobro, hvor der var rigtigt pigtrådsbal på Teatret. Ja, teatret. Det hed, balstedet i Hobro dengang. Her spillede Henning Stærk op sammen med sine Poisons fra Holstebro. På plakaten var også de lokale Powers, det var egentlig dem, Henning var kørt de 30 kilometer for at høre. Normalt skulle der meget til for at lokke ham udenfor sognets grænser. En fodboldkamp i ny og næ, kunne han finde på at køre efter. Særlig huskede han dengang AaB spillede de store kampe mod KB med Niels Christian Holmstrøm og Henning Munk Jensen i hovedrollerne. Endnu en navnebroder. Jo, Henning var et godt dansk drengenavn. Også kampene mod B 1903 og AB mindedes han. Sten Rømer Larsen og Christian Andersen fra 03´erne, det var nok de bedste fodboldspillere, han havde set. Sådan rigtig på stadion. Dem han havde set i fjernsynet talte han ikke med i den beregning. AB med Kresten Bjerre og Benny Nielsen. Han huskede dem alle. Nu om stunder, var det ikke alverden, han fulgte med i fodbold. Nu var det musikken, der fyldte hans fritid. Sirligt var alle hans plader og cder sat på plads på reolen, hvor de havde selskab af alle Lademanns Leksikon og samtlige bøger af Nevil Shute og Jørn Riel fra dengang, han hver måned modtog en bogpakke fra Union. Da fik han læst. Efter den tid syntes han ikke, han ville ofre de kroner, det kostede at være medlem. Så nu var det biblioteket han måtte ty til, når læselysten skulle styres. Den aften i Hobro fik stor betydning for ham senere. Powers var hans favoritter. Men det var Poisons, han syntes bedst om inden aftenen var ovre. Ham Henning Stærk, han kunne synge. Det måtte man lade ham. Siden, ja lige siden, havde han fulgt ham, sådan på afstand. Han havde aldrig talt med ham. Men alligevel følte han, han kendte ham. Derfor var skuffelsen ekstra stor, da han måtte sande, at han kom til udsolgt i maj måned. For at undgå at havne i samme situation en gang til, så havde han straks taget turen mod Salling i Aalborg og købt en billet samme dag, billetsalget til aftenens koncert var givet fri. Nu sad han her. Med spænding ventede han på at koncerten kunne starte. Ved sidste bord i det lange lokale havde han sat sig godt til rette. Det var gået lidt hurtigt med at komme ind og komme af med frakken. (Fortsættes)

Læs også: Nedslående fartkontrol: Alt for høj hastighed gennem vejarbejde