FØLJEtonen/7

.
af Erna Bechly

Leon hos Misse

-Godaften mor! Leon kom stille ind ad døren, dog noget forpustet efter turen op på 5. sal. 75 trappetrin, helt nøjagtigt var der op til moderens lejlighed, hans barndomshjem på byens hovedstrøg, Vesterbro.
-Jamen god aften min dreng! Moderen havde som sædvanligt lukket op, straks efter, at Leon ringede på. Han behøvede ellers ikke ringe på, for han havde sin egen nøgle. Men det var ligesom mest rigtigt at ringe på. For han kom jo på besøg.
I aften, ligesom 4 andre af ugens hverdagsaftener kiggede han op til moderen. Det var blevet en vane. Ja en af de stabile vaner, en god vane, vel et ritual, som så meget andet i Leons liv.
-Hvordan er det du ser ud, der er da noget, der er forandret ved dig Leon? Moderen stod stille og kiggede på sit eneste barn, Leon.
-Klæder den mig ikke, eller hvad? Leon spurgte lidt forsigtigt. Usikker på hvad hans moder mon ville sige, når hun opdagede, at han havde købt sig en ny skjorte.
For første gang i sit godt 50-årige liv havde Leon købt sin egen skjorte. Det var ellers moderens domæne.
Det havde det været, siden han fik sin første skjorte og sine første klæder på kroppen.
Siden begyndelsen af 60erne, fra Leons konfirmationsalder havde hun troligt købt hans skjorter.
Nylonskjorter. I mange forskellige farver, gerne 3 ad gangen. Så kunne Leon jo skifte, som han ville.
De var så populære, da de blev moderne dengang Beatles blev dem, alle de unge ville ligne. Også Leon, der lige siden havde holdt sig til nylonskjorten. Hvide, sorte og blå. De farver passede til cowboybukserne og de pæne terylene, når det skulle være.
Fløjlsbukserne var hængt til side inderst i skabet for længst. Man måtte jo følge med tiden.
-Jo, jo min dreng, den klæder dig da fint, sådan en har du jo ikke haft før. Men så må jeg jo nok regne med, at jeg ikke behøver købe skjorter til dig fremover.
Ja Leon, det var vel også på tide, du begyndte selv at købe, men du ved jo, jeg gerne har villet købe dem til dig.

Moderen kunne have bidt tungen af sig selv, da hun lige var på nippet til at fortælle, at hun jo så udmærket vidste, hvad de midaldrende mænd tog på af skjorter nu om dage.
Det var vist første gang, hun havde været lige ved at nævne Knud Eriks navn.

-Ja, der er såmænd også så mange moderne skjorter nu om dage, sagde Misse.
-Jamen mor, det er ikke fordi du ikke må købe skjorter til mig mere, jeg fik bare sådan en lyst til den her. Ja jeg har da længe haft lyst til at prøve en anden slags.
De “nylon er” de kan gode føles lidt kolde, ja særlig om vinteren. Og den her, de kalder den skovmandsskjorte, den er varm, det må jeg indrømme. Har du ikke set den på TV, ja i reklamerne altså, den med skovhuggeren og rugbrødet mor? Ham der ligner Niels Hausgaard, som to dråber vand. Han har sådan en på, hans er bare rødternet. Sådan en stod jeg også og kiggede på. Men så var det jeg tænkte, at den her passer bedst til både de pæne bukser og cowboybukserne.
Og bliver jeg glad for den, så spiller det jo ingen rolle, at købe et par stykker mere. Måske du kan holde øje med, om der er tilbud på dem?
-Selvfølgelig Leon, nåh nu er det da vist kaffetid. Ja som tiden, den går. Moderen trissede ud i køkkenet, her var kaffen hældt på termokanden, 4 kopper ialt de to en halv til Leon. Hun selv, drak en eller halvanden kop, drak hun ret mere, så kunne hun ikke falde i søvn
Hun kiggede ned på gaden, regnen silede ned, men flot var det nu alligevel. Med neonlysene ovre fra Aalborghallen og gadelampernes blus, kom der et særligt skær over den sorte vejbelægning som Vesterbro var belagt med. Fra køkkenet kunne hun også kigge over i Kildeparken, den udsigt ville hun for alt i verden ikke undvære. Her kunne hun følge med i årstidernes skiften fra dag til dag. Og så kunne hun fra stolen inde i stuen ved siden af køkkenet, også følge med i menneskemylderet nedenfor. Det kunne hun godt lide, der kom så mange forskellige mennesker forbi. Ja også mange lidt “sjove” typer.
Gad vide om Leon, er en af dem andre synes er en lidt “sjov” type. Det spørgsmål faldt hende af og til ind.
Men spørge ham, sådan direkte, det kunne hun ikke få sig til. Egentlig vidste hun ikke ret meget om, hvad han gik og lavede.
Han var mere snaksalig, da han havde sit faste arbejde på værftet, hvor han var på kontoret.
Vel som en slags alt-mulig mand. Han gik til hånde. Et øjeblik ordnede han regnskaber, et andet øjeblik oversatte han de engelske og tyske breve.
Næste øjeblik var han den, der gik ned og tømte papirkurvene. Leon kunne man sætte til alt.
Han var tjenstvillig, og så var han meget omhyggelig.(Fortsættes)

Læs også: Nedslående fartkontrol: Alt for høj hastighed gennem vejarbejde