FØLJEtonen/8

16. februar 2014
FØLJEtonen/8

.
Af Erna Bechly

Men dygtig, det var han uden tvivl. Måske lidt for langsom. Det var nu ikke det, der havde kostet ham pladsen på arbejdsmarkedet. Det var den dårlige ryg.
På et tidspunkt kunne han ikke holde til jobbet længere.
Og da værftet lukkede, ja så var han aldrig rigtig kommet i gang igen.
Nu gik han på understøttelse, men det kunne han ikke blive ved med. Kommunen havde snakket om at sende ham ud i aktivering.
Det var han ikke helt vild med. Han kunne godt se, at han ikke kunne blive ved med bare at hæve sine penge.
Men ryggen, det var nok begrænset, hvad han kunne holde til med den. Måske et halvtids job.
Men hvor og hvad. Leon vidste det ikke. Kunne han selv bestemme, så kunne han egentlig godt tænke sig at få lov at læse. En studentereksamen på kursus.
Hvorfor ikke. Efterhånden var hans realeksamen fra midten af 1960erne godt forældet.
Hvad det så skulle føre til, det var han ikke helt klar over. Men han havde en ide. Som han indtil videre holdt for sig selv. Det var måske også for vildt at drømme om.
-Værsgo´ Leon, ja jeg var vist lidt heldig med osten. Købmanden havde ikke mere. Og jeg ved jo, at du kun spiser Havarti, så jeg gik ned i Netto.
Ja, man har jo godt af en lille gåtur, så fik jeg da også set lidt af byen, det er jo ikke hver dag, jeg kommer i den retning.
-Mor, det skulle du da ikke have gjort for min skyld, så havde jeg da kunnet undvære. Leon kunne godt se, at det vel ikke var helt rimeligt, at hans mor skulle gå så langt for hans skyld. Hun kunne da også lige have ringet, så kunne han da have taget den med. Jo, han skulle nok til at blive lidt flinkere til at handle ind for hende.
Indkøbene hos købmanden var for dyre for en folkepension. Jo jo, nok havde hun også pengene at leve for. Men alligevel. Det spillede jo ingen rolle for ham at gå omkring Netto inden otte, hvor de lukkede. Han gik jo alligevel vejen fra den modsatte ende af byen. Klokken otte, så var han der. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag. Hver dag. Så var kaffen klar, to stykker hvidt toast-brød med den runde havarti, sådan syntes både han og moderen, det skulle være.
Hun havde et par gange disket op med andet
Men det her var nu at foretrække, så det blev ved på den måde.
I weekenden kiggede han ind om søndagen, sidst på eftermiddagen som regel. Lørdag holdt de fri for hinandens selskab. Det var nu ikke noget, de havde talt om. Sådan var det bare. Engang imellem bød moderen på frokost søndag middag. Så kunne der godt gå et par timer. Om aftenen gik han igen efter en times tid.
Det var meget sjældent, han blev i længere tid.
Så gik han hjemad igen. Dog ikke altid lige hjem.
Men det vidste moderen ikke noget om. Ja, egentlig var det vel begrænset, hvad hun vidste om hans liv.
Han var heller ikke så meget for at fortælle om det. Ikke at han skammede sig. Men hvad skulle han egentlig sige. Den ene dag lignede den anden. Sådan var det gået hen og blevet. Måske det snart fik en ende.
Det ville ikke gøre noget. Et eller andet sted, så kunne han godt begynde at mærke, at han trængte til forandring fra hverdagens trivielle trummerum.
Hvis nu han kunne få sit ønske igennem ved kommunen, så…
Det var den dag, han for første gang i sit liv gik ind og købte en skjorte, det var slået ned i ham, næsten som lyn fra en klar himmel. Så det kunne han vel takke ham fyren fra Ipar for. Da han havde spurgt, om han var stamgæst der, og Leon havde fået taget sig sammen og spurgt ham, hvor han havde købt sin skjorte. Da vidste han, at nu skulle der til at ske noget. Men hvad, det vidste han ikke helt endnu. (Fortsættes)