FØLJEtonen/9

23. februar 2014
FØLJEtonen/9

.
Af Erna Bechly

Henning flytter

Nu kunne han snart ikke græde mere. Tårerne var så godt som sluppet op
Den værste dag i Hennings næsten 50-årige liv var overstået. Det han i sit inderste havde frygtet i mange år var nu virkeligt.
Lass Laursen havde fyret ham fra jobbet som landbrugsmedhjælper.
Et job han havde bestridt i over 30 år og altid til Lass Laursens store tilfredshed.
Ja, faktisk havde han aldrig arbejdet andre steder. Hvorfor skulle han da det, her få kilometer fra barndomshjemmet. Det var her, han følte sig hjemme. Men nu var det slut. Fra den 1. april, så var gården, en af de største på egnen, i den nye ejers hænder.
Og denne tog sine egne folk med til hans nye ejendom.

-Jeg er grumme ked af det Henning, jeg ved jo, hvor meget du holder af gården her og stedet.
Men jeg kan ikke længere, jeg bliver nødt til at afhænde gården, hvor nødig jeg end vil, sagde Lass Laursen til Henning, da han fik den triste besked.
Henning havde ikke kunnet holde tårerne tilbage. Ja, førend han havde tænkt tanken om fyringen til ende, havde tårerne løbet ned ad kinderne.
Han blev ikke engang flov, som han ellers ville have troet, om han kunne have forudset sin reaktion. For det gjorde ondt. Så ondt.
Henning havde taget sin kasket af og hamret løs med den på Lass Laursens skuldre.

-Jamen Lass, Lass jeg skulle nok have taget slæbet, bare du havde bedt mig.
I forvejen var det nu begrænset hvor meget fysisk arbejde Lass Laursen lagde for dagen. Det var, når alt kom til alt Henning, der sled og slæbte.
I staldene og på marken og på gårdspladsen. 12-14 timer om dagen kunne en arbejdsdag nemt snige sig op på. Og aldrig havde han beklaget sig over det.
-Ja Henning, jeg ved det, men det var ikke kun et spørgsmål om det, jeg må jo også tænke fremad.
Og nu kom der jo et “bud” jeg ikke kunne sige nej til. Så derfor. Lass Laursen havde også virket berørt af situationen.
Han vidste godt, at han havde haft en endog meget stor gavn af Henning. Og det lige fra den allerførste dag, Jens Hansens søn satte sine ben på gården.
Måske han også havde drevet lidt rovdrift på ham. Men Henning, han klagede aldrig. Så!

Kun en enkelt gang eller to i alle årene, havde Henning sat hælene i og ikke været parat til at tage en ikke aftalt tørn. Det var begge gange, fordi han skulle til koncert. Med ham Henning Stærk, var det vist, de kaldte ham. Ham var hans Henning nu noget “bidt” af. Og pudsigt nok igen her for en måneds tid siden. Og havde han egentlig ikke virket lidt underlig siden den aften, han kom hjem inde fra Aalborg af. Jo, når han tænkte tilbage, kunne han godt fornemme, at der var sket et eller andet. Hvad, det vidste han ikke. Han havde jo heller ikke spurgt. Det var ikke sådan, de to gik og snakkede om ret meget andet end vind og vejr. Og så lige fordelingen af arbejdet.
Så var det bedre med hans kone, Sigrid. Hun kunne snakke med Henning. Han måtte vist hellere høre hende, om hun havde bemærket noget siden den Aalborg-aften.
Det havde hun, kunne hun fortælle en aften, da Lass langt om længe havde få taget sig sammen og høre hende, hvad hun havde talt med Henning om. Han var mere end ked af det. Han kunne ikke forstå, at den nye gårdejer ikke var interesseret i, at overtage hans arbejdskraft. Han kendte jo gården ud og ind.
Men så kan det hele også være lige meget, havde han sagt til sidst. Når han ikke kunne blive hos dem, så ville han gøre alvor af en drøm, der havde ligget og ulmet i mange år.
Så ville han flytte til Aalborg. Og væk fra landbruget.
En gang for alle. Når han aldrig havde gjort alvor af den, så var det kun fordi, han ikke kunne drømme om at svigte Lass og Sigrid.
For et eller andet sted, så var han godt klar over, at der var andet i livet end livet på landet.
Sigrid kunne fortælle, at hun havde lovet ham al den hjælp han havde brug for i forbindelse med sin flytning. Hvor ville han så bo, ja hvad ville han så lave. Noget skulle han jo have at leve af, mente hun.
Men da havde Henning bestemt men venligt meldt hende, at det med noget at lave, det hastede ikke.
Nu ville han benytte sig af lejligheden til en god lang ferie.
Hvornår havde han sidst undt sig selv en lang ferie. Og pengene, dem skulle hun ikke bekymre sig om.
Han havde nogle på bankbogen. (Fortsættes)