.
Af Ole Bæk Pedersen, formand for Dansk Byggeri Nordjylland
Til januar er det igen tid til, at det årlige danmarksmesterskab for dygtige erhvervsskoleelever, DM i Skills, løber af stablen. Til min store glæde er det i år Gigantium i Aalborg, der skal huse konkurrencen. Sidste år fik Fredericia æren, og der kom mere end 60.000 besøgende fra nær og fjern.
Nu er turen så kommet til os ved fjorden, og jeg ser frem til at se så mange skoleelever og forældre som muligt til det spændende arrangement. DM i Skills er nemlig en god mulighed for at få flere unge til at vælge en faglært fremtid. Med konkurrencen viser vi alle de stolte traditioner, vores danske håndværk bygger på, men vi viser samtidig også ungdommen, at erhvervsuddannelse og videreuddannelse kan gå hånd i hånd.
Med en erhvervsuddannelse i bagagen står mulighederne åbne. Man kan læse videre, man kan starte sin egen virksomhed, og hvis man blot elsker at bruge sine hænder og vil ud at arbejde, er der alle muligheder for det. Det er nogle af de ting, DM i Skills er med til at vise ved at samle de dygtigste unge fra hele landet, så de kan fortælle og demonstrere, hvad de er gode til.
Det betyder meget, at folkeskoleeleverne får mulighed for at komme med til et af årets vigtigste arrangementer for bygge- og anlægsbranchen, så de kan få inspiration til deres uddannelses- og karrierevalg, når de skal træffe den vigtige beslutning om ungdomsuddannelse senere.
Det håber jeg, at alle nordjyske elever får muligheden for til januar.
Læs også: