Familie

Forskningsprojekt i Region Nordjylland med hjertestartere når stort mål

Nu er der 280 nye hjertestartere som sikrer bedre dækning i Region Nordjylland

Forskningsprojekt i Region Nordjylland med hjertestartere når stort mål
Foto: Hjerteforeningen Alle 280 hjertestartere i forskningsprojektet NordStart er nu sat op rundt om i Region Nordjylland. Her er Melsen Fondens formand, Anker Laden-Andersen (tv.), regionsrådsformand Mads Duedahl (V) og Hjerteforeningens adm. direktør, Anne Kaltoft, ved opsætningen af projektets første hjertestarter i Sæby i foråret 2023.
Af Dinny Eriksen 23. februar 2025

I disse dage når forskningsprojektet NordStart en vigtig milepæl. 280 nye hjertestartere er nu opsat i hele Region Nordjylland ved hjælp af en avanceret computeralgoritme, som skal sikre den bedst mulige placering. Projektet, der blev sat i gang i foråret 2023, er resultatet af et samarbejde mellem Hjerteforeningen, Region Nordjylland og Melsen Fonden.

Anne Kaltoft, administrerende direktør i Hjerteforeningen, glæder sig over projektets udvikling:

  • Det har været og er stadig et rigtig spændende forskningsprojekt på hjerteområdet. De hjertestartere, der allerede var opsat, er ikke nødvendigvis placeret, hvor der er mest brug for dem. Men takket være NordStart og en stor indsats fra vores frivillige, er de nye hjertestartere nu sat op der, hvor behovet er størst.

Målrettet placering af hjertestartere

Forskningsprojektet har anvendt en avanceret algoritme udviklet i samarbejde mellem canadiske og danske forskere. Algoritmen har analyseret data om hjertestop og placeret hjertestarterne der, hvor de potentielt kan redde flest liv.

Melsen Fondens formand, Anker Laden-Andersen, er også tilfreds med resultatet:

  • Vi har nu 280 hjertestartere optimalt placeret i hele Nordjylland. Ud over at forbedre muligheden for livreddende førstehjælp for borgerne, håber vi, at projektet kan vise vejen for lignende initiativer i resten af Danmark og måske også internationalt.

I Region Nordjylland, der har leveret de data, som algoritmen bygger på, ser regionsrådsformand Mads Duedahl (V) positivt på projektets fremtid:

  • Det er et spændende projekt med store perspektiver. Jeg er stolt af, at nordjyderne har taget så godt imod initiativet, og at mange har tilbudt at opstille hjertestartere på deres private hjem. Vi ser frem til at følge forskningen i, hvordan algoritmen og de nye hjertestartere gør en forskel.
Ny måling: Indkøb tæt på hjemmet vigtigere end nogensinde

Læs også: Ny måling: Indkøb tæt på hjemmet vigtigere end nogensinde

5.000 nordjyder uddannet i livreddende førstehjælp

Udover at opstille hjertestartere har NordStart også haft fokus på at uddanne borgerne i livreddende førstehjælp. Indtil videre har 5.000 nordjyder gennemført Hjerteforeningens hjerteredderkursus. Det understreger vigtigheden af, at borgere kan træde til i kritiske situationer.

Livreddende potentiale

Projektet er det første af sin slags i verden og har potentiale til at forbedre overlevelseschancerne markant for personer, der rammes af hjertestop uden for hospital. Statistikker viser, at:

  • 14 procent af alle, der får hjertestop uden for hospital, overlever.
  • Hvis ingen yder hjælp, inden ambulancen ankommer, overlever kun 1 ud af 25.
  • Hvis en person får hjertemassage og behandling med hjertestarter inden for 3-5 minutter, kan overlevelseschancen nå helt op på 70 procent.

Med projektet NordStart er Region Nordjylland nu bedre rustet til at redde liv i fremtiden.

Kilde: Hjerteforeningen

Kvinder i fængslet, ADHD-indsatte samt de indsattes børn modtager midler og støtte

Læs også: Kvinder i fængslet, ADHD-indsatte samt de indsattes børn modtager midler og støtte

Ungdomsklubber som et frirum: En nødvendighed i et præstationssamfund

Læs også: Ungdomsklubber som et frirum: En nødvendighed i et præstationssamfund