Nyheder
Fra i dag kan flere dømte nu afsone hjemme med fodlænke
Ny lovændring hæver grænsen fra seks måneder til ét år og skal både forebygge ny kriminalitet og aflaste fængslerne
Fra i dag, søndag den 15. februar 2026, kan flere dømte afsone deres straf hjemme med elektronisk fodlænke i stedet for i fængsel. Det sker som led i en strafreform, hvor grænsen for, hvor lang en dom der kan afsones med fodlænke, hæves fra seks måneder til ét år.
Udvidelsen gælder ikke personer dømt for personfarlig kriminalitet.
Formålet er både at forebygge ny kriminalitet og at frigive pladser i landets fængsler.
Skal styrke tilknytning til job og uddannelse
Med de nye regler får flere mulighed for at passe arbejde eller uddannelse under afsoningen. Det betyder, at den dømte kan bevare kontakten til arbejdsmarkedet og familien.
”Når indsatte afsoner med fodlænke, kan de passe en uddannelse eller et arbejde, opretholde kontakten til deres børn og andre ting, som vi ved forebygger ny kriminalitet. Derfor glæder jeg mig over, at vi nu i højere grad kan gøre brug af denne afsoningsform for den målgruppe af dømte, hvor det giver mening.”, siger direktør for Danmarks Fængsler, Ina Eliasen.
Ifølge Danmarks Fængslers Årsstatistik 2024 begår færre, der afsoner med fodlænke, ny kriminalitet sammenlignet med indsatte i fængsel. For fodlænkeafsonere får 20 procent en ny ubetinget dom eller ny betinget dom med tilsyn, herunder samfundstjeneste, inden for to år. For afsonere i fængsel er tallet 30 procent.
Læs også:
Strengere krav og undtagelser
For at få lov til at afsone med fodlænke skal den dømte fortsat opfylde en række betingelser. Der skal blandt andet være en egnet bolig, og den dømte skal som udgangspunkt være i arbejde eller under uddannelse.
Den dømtes lovovertrædelse har også betydning. Eksempelvis kan personer dømt for voldtægt ikke afsone med fodlænke.
Samtidig sænkes grænsen for, hvornår en indsat i fængsel kan overgå til afsoning på egen bopæl med fodlænke eller i udslusningsfængsel. Det bliver fremover muligt allerede efter en fjerdedel afsoning – dog tidligst 10 måneder før forventet prøveløsladelse. Heller ikke her gælder ordningen for personer dømt for personfarlig kriminalitet.
Også mulighed ved varetægtsfængsling
Lovændringen understreger også muligheden for at blive varetægtsfængslet i surrogat på egen bopæl under intensiv overvågning med elektronisk fodlænke. Det er retten, der afgør, om varetægtsfængsling kan ske på bopælen fremfor i et arresthus.
Billigere end fængsel
En fodlænke er en elektronisk sender, der sættes fast om anklen. Hvis den fjernes, eller hvis den dømte ikke overholder den fastsatte tidsplan for ophold i hjemmet, udløses en alarm.
Fodlænken kan bruges som fuld afsoning – kaldet ”front door” – eller som den sidste del af en fængselsstraf efter ophold i fængsel, også kaldet ”back door”.
I gennemsnit afsonede 390 personer dagligt med fodlænke i 2025.
Ordningen er samtidig væsentligt billigere end fængselsophold. En dag med fodlænke koster gennemsnitligt omkring 500 kroner, mens en dag i fængsel koster cirka 2.000 kroner for samfundet.
Læs også: