Nyheder

Fremtidens plejehjem til Paris

.Når franskmændene den 28. – 30. maj 2013 besøger Salon Santé Autonomie i Paris, bliver de mødt af en tro kopi af en plejebolig fra Fremtidens Plejehjem i Nørresundby. Præsentationen af Fremtidens Plejehjem indleder konferencen “At bo og leve i morgendagens plejebolig”. Vært for konferencen er FHF, den franske forening af offentlige hospitaler og plejehjem. […]

Fremtidens plejehjem til Paris
29. maj 2013
Af Redaktion

.
Når franskmændene den 28. – 30. maj 2013 besøger Salon Santé Autonomie i Paris, bliver de mødt af en tro kopi af en plejebolig fra Fremtidens Plejehjem i Nørresundby.

Præsentationen af Fremtidens Plejehjem indleder konferencen “At bo og leve i morgendagens plejebolig”.

Vært for konferencen er FHF, den franske forening af offentlige hospitaler og plejehjem.

Områdechef og projektleder for Fremtidens Plejehjem Lars Nøhr fortæller på konferencen om idéen bag projektet og den danske plejehjemsmodel.

Jeg er stolt af, at Fremtidens Plejehjem er repræsenteret på en så fornem messe. Med deltagelsen får Aalborg Kommune mulighed for at præsentere nogle af de nyeste danske tanker og løsninger inden for ældrevelfærd til gavn for de ældre franske borgere, siger Rådmand Tina French Nielsen.

Og der er ingen tvivl om, at franskmændene kan bruge de danske idéer. Om få år mangler Frankrig op mod 60.000 plejehjemspladser. Landet investerer allerede nu massivt i ældreområdet. Alene i 2013 er der afsat 4% ekstra på budgettet til forbedring af indsatsen på ældreområdet. En del af pengene går til opførsel og renovering af plejehjem.

Som et innovativt hus går Fremtidens Plejehjem forrest, hvad angår ny teknologi og synet på plejehjemsbeboere. Lars Nøhr fortæller:

Vi installerer blandt andet trykfølsomme gulve i alle boliger, som registrerer, hvis beboerne falder. Endvidere får alle beboere en tablet-pc, der giver dem mulighed for at styre lyset i boligen, bestille mad i restauranten og skype med deres pårørende.

Både den franske sundhedsminister, Marisol Touraine, og ministeren for ældreområdet, Michèle Delaunay kommer til messen. Også Danmarks Social- og Integrationsminister, Karen Hækkerup, deltager i Paris og besøger lejligheden fra Fremtidens Plejehjem.

Fremtidens Plejehjem i Aalborg Kommune slår dørene op for sine beboere primo 2014.

Tilbagekald af Protino mælkebaseret dessert

Læs også: Tilbagekald af Protino mælkebaseret dessert