Politik

Godt initiativ

Redaktion
Af Redaktion 24. april 2015

.
Af Per Bisgaard Folketingskandidat(V) Himmerlandskredsen:

Fint initiativ der er taget med at invitere folketingspolitikere til Løgstør på mandag for at diskutere udvikling i landdistrikterne.
Venstre har netop sendt et nyt politisk oplæg på banen, hvor man under overskriften Nyt liv og mere frihed til landdistrikterne redegør for den politik, som man vil lægge frem til beslutning, såfremt der kommer et nyt blåt flertal i folketinget.
Venstre vil give landdistrikterne de bedste muligheder for at leve, vokse og skabe sin egen fremtid.
Landdistrikterne har ikke brug for kunstigt åndedræt, – de har snarere brug for, – at vi fjerner nogle af de barrierer og begrænsninger, der er sat op fra Christiansborg, og som hindrer udvikling og vækst.
Desværre har regeringen ikke formået at sætte handling bag de flotte ord fra regeringsgrundlaget om at få skabt en positiv udvikling i landdistrikterne.
Regeringen har oprettet et ministerium for landdistrikterne, men det alene er ikke nok for at fremme en positiv udvikling.
Der er akut behov for politisk handling, hvis alle dele af landet fortsat skal være attraktive at bo, arbejde, studere og drive virksomhed i.
Venstre foreslår bl.a., at kommunerne får øget beslutningskompetence på planlægningsområdet.
Det betyder at staten udelukkende får ansvaret for den overordnede planlægning, som eksempelvis transportkorridorer og natur- og miljøbeskyttelse, der er af væsentlig national interesse.
Kom, lyt og deltag i debatten i det nyligt indviede Lanternen.