.
Syng det nye år ind – med gospel!
Lørdag den 11. januar har du muligheden for at synge det nye år ind, når Aalborg Gospel Factory inviterer til gospelworkshop for alle interesserede.
Kan du lide at synge i fællesskab med andre sangglade mennesker, eller kunne du bare godt tænke dig at prøve dig selv af som gospelsanger for en enkelt dag, så er Aalborg Gospel New Year 2014, lørdag d. 11. januar, absolut en mulighed man bør overveje.
Selv på en regnfuld og lidt trist vinterdag er gospel bare med til at løfte stemningen og gøre mig glad. Det er jeg sikker på, at dem der møder op til Aalborg Gospel New Year 2014 også vil opleve, siger Henrik Daniel Christoffersen, der er gospelinstruktøren bag arrangementet og til daglig leder af 3 gospelkor i Aalborg.
Det har været vigtigt for mig, at vi kunne lave en gospeldag for alle, hvor der både er plads til dem, der ikke kan få nok af gospel og dem, der bare har lyst til at prøve sig selv af som gospelsanger. Du skal ikke kunne læse noder, synge i kor i forvejen eller være troende for at kunne deltage. Alle kan synge gospel, fastslår Henrik Daniel Christoffersen.
Vi håber, at rigtig mange vil benytte denne eftermiddag til på en sjov måde at være sammen med familien, veninderne eller kollegerne og udfordre sig selv i selskab med gospel.
Arrangementet finder sted i Frelsens Hærs Kirke, Skipper Clements Gade 9, 9000 Aalborg, kl. 13-16.
Tilmelding er ikke nødvendig – man møder blot op på dagen. Prisen er blot 50,-