Erhverv
Green Power Denmark og DI presser på for ny brintstrategi
Grøn brint og grønne brændstoffer skal rykke hurtigere frem, hvis Danmark skal stå stærkere i både industri, transport og forsvar, lyder det fra to erhvervsorganisationer.
Danmark bør opdatere sin strategi for Power-to-X, så landet hurtigere kan levere grøn brint til industrien og grønne brændstoffer til blandt andet skibe, fly og forsvar. Det er budskabet i en ny udmelding fra Green Power Denmark og DI, som opfordrer den kommende regering til at sætte mere fart på omstillingen.
Organisationerne peger på, at den nuværende politiske aftale om Power-to-X stammer fra marts 2022, og at der nu er brug for en opdateret strategi. Samtidig har de fremlagt ti anbefalinger, hvoraf fem retter sig mod 2030 og fem mod tiden frem mod 2035.
Vil mindske afhængigheden af fossil energi
Ifølge Green Power Denmark er der både sikkerhedspolitiske og økonomiske grunde til at skrue op for investeringerne i grøn energi.
“– Krisen i Hormuzstrædet viser, at forsyningssikkerheden af brændstoffer i Europa er udfordret. EU’s betaling for fossil import er steget med 22 mia. euro på halvanden måned. Afhængigheden er ikke holdbar – hverken sikkerhedspolitisk eller økonomisk. Derfor skal vi investere i grøn brint – produceret ved hjælp af vedvarende energi – og Power-to-X, så vi kan omstille skibe, fly og forsvar og dermed gøre os fri af importerede olieprodukter.”
Kristian Jensen, administrerende direktør i Green Power Denmark, siger videre:
“Forsvaret skal have sikkerhed for leverancer, og det kan vi skabe gennem danskproduceret Power-to-X.”
Læs også:
Konkurrence om investeringer
DI peger samtidig på, at energiforsyning også er et spørgsmål om erhvervslivets konkurrenceevne.
“– Danske og øvrige europæiske virksomheder er i hård konkurrence med blandt andet USA og Kina. Hvis vores virksomheder ikke har adgang til stabil og konkurrencedygtig energi, så placerer de deres investeringer et andet sted. Det er den virkelighed, vi skal forholde os til,” siger Troels Ranis, vicedirektør i DI.
Ifølge de to organisationer har Danmark gode muligheder for at tage en stærkere position i udviklingen af brint og Power-to-X i Europa, men det kræver bedre rammer og mere infrastruktur.
Vil have mere tempo i omstillingen
Green Power Denmark fremhæver, at Danmark allerede har projekter i drift, en stærk pipeline og udsigt til international efterspørgsel. Derfor bør en ny regering hurtigt vedtage en opdateret strategi, der blandt andet skal sikre finansiering af grønne brændstoffer og mere brintinfrastruktur.
“– Vi skal trække investeringer til Danmark ved at tilbyde konkurrencedygtige rammer og førsteklasses infrastruktur. Vores ambition skal styrke brintsamarbejdet med vores nabolande og opbygge en dansk industri af store producenter og aftagere af grønne brændstoffer til skibe, fly og forsvar. Vi kan godt, hvis vi vil og tør,” siger Troels Ranis.
Den gældende aftale satte et mål om 4-6 GW elektrolysekapacitet i 2030. Ifølge Green Power Denmark og DI kan de nye anbefalinger bringe Danmark tættere på målet og samtidig styrke grundlaget for grønne job og en mere konkurrencedygtig dansk værdikæde.
Læs også: