Forbruger
HelloFresh-analyse: Hjemmearbejde har ændret nordjydernes madvaner
Ny trendrapport viser, at fleksible arbejdsdage har givet mere hjemmelavet mad – og næsten hver tredje nordjyde forventer at bruge mere tid i køkkenet i 2026
Hjemmearbejde har sat tydelige spor i danskernes hverdag – også når det gælder maden. Det viser en ny trendrapport fra måltidskasseselskabet HelloFresh, som peger på, at fleksible arbejdsdage har ændret både hvordan, hvornår og hvad danskerne laver af mad.
Rapporten Danmark til bords 2025 blev lanceret den 19. januar og bygger på en global undersøgelse blandt over 17.000 respondenter i 15 lande, heraf 1.000 danskere, kombineret med lokale undersøgelser og HelloFresh’ egne data.
Nordjyder vil have variation – men hurtigt
Ifølge analysen ønsker fire ud af fem nordjyder at spise mere varieret mad i hverdagen. Alligevel er næsten hver tredje kun villig til at bruge 15–30 minutter på madlavningen på hverdage.
Det peger ifølge rapporten på en tydelig kontrast mellem ønsket om variation og hjemmelavet mad og en travl hverdag, hvor hurtighed og bekvemmelighed ofte vinder.
Læs også:
Hjemmearbejde giver mere ro om maden
Når nordjyder arbejder hjemmefra, ændrer madlavningen karakter. 12 procent planlægger eller forbereder aftensmaden tidligere på dagen, hvilket skaber mere ro omkring måltidet. Samtidig oplever 15 procent, at de spiser sundere på hjemmearbejdsdage, mens andre enten spiser mere spontant eller snacker mere.
Men hvis hjemmearbejdet bliver mindre udbredt, kan det få konsekvenser for madvanerne. 34 procent af danskerne forventer, at deres middagsrutiner vil ændre sig, hvis fleksibiliteten i arbejdslivet reduceres.
“Vi ser i øjeblikket en bredere samfundstendens, hvor flere virksomheder bevæger sig væk fra hjemmearbejde. Når fleksibiliteten bliver mindre, får tid og planlægning en større betydning, og det kan udfordre de ambitioner, mange har for deres hverdagsmad,” siger Taryn Cairns, Head of Culinary Nordics hos HelloFresh.
Flere laver mad fra bunden
Rapporten viser også, at flere danskere vælger at lave mad derhjemme. Over seks ud af ti ønsker at lave mere mad selv, og halvdelen laver allerede mad fra bunden hver dag. På almindelige hverdage laver 56 procent aftensmad fra bunden, når de kommer hjem fra arbejde eller skole.
Særligt unge mellem 18 og 29 år prioriterer madlavning i hverdagen, hvor mandag og onsdag er blandt de mest populære dage til hjemmelavet mad.
“Vi ser en klar tendens til, at flere danskere prioriterer madlavning i hverdagen. Særligt unge ønsker mere kontrol, variation og kvalitet i deres daglige måltider,” siger Taryn Cairns.
Nordiske retter og grønnere valg vinder frem
Ifølge HelloFresh-analysen orienterer danskerne sig i stigende grad mod det nordiske køkken. 23 procent forventer i højere grad at vende tilbage til klassiske danske retter, mens 22 procent vil lave flere grønne, plantebaserede måltider og lige så mange vil fokusere mere på at reducere madspild.
Ser man frem mod 2026, forventer næsten hver tredje dansker at bruge mere tid i køkkenet.
“Når vi kigger længere ind i 2026, forventer næsten hver tredje dansker at bruge mere tid i køkkenet. Vi ser en tydelig bevægelse mod flere friske råvarer, grønnere retter og mere hjemmelavet mad,” siger Taryn Cairns.
Rapporten peger samlet set på, at fleksibilitet i arbejdslivet spiller en afgørende rolle for, hvordan danskernes hverdagsmad ser ud – også i Nordjylland.
Læs også: