.
Tango er kroppens samtale mellem to mennesker, og det er manden, der har kontrollen, når Musikkens Hus blænder op for en aften i sanseligheden tegn.
– Hør engang, sveske, nu skal du flette næbbet, lukke øjnene og nyde dansen.
Sådan beskriver tango-lærer og skuespiller Susanne Sangill den rolle, som den argentinske tango tildeler manden.
– I argentinsk tango er det jo ét af de få steder, manden får lov at bestemme det hele, og hvis kvinden tør overgive sig og bare modtage og fortolke, så er det helt sikkert, han forlader dansegulvet rankere og med bredere skuldre, siger hun.
Susanne Sangill vil sammen med Nick Pedersen gratis guide nybegyndere gennem tangoens grundtrin på Øvre Foyer, inden Tango Orkesteret går på scenen i Intimsalen i Musikkens Hus.
Og tango-novicer behøver bestemt ikke frygte skrappe dommere og strenge krav om at løfte hagen eller sætte fødderne på gulvet efter et skemalagt program kun den sanselige tosomhed sætter rammerne.
– Argentinsk tango er en intuitiv dans, en form for samtale mellem to kroppe, hvor kombinationen er vilkårlig. Hvis du kan gå, så kan du også danse tango. Til introen vil der blive undervist i nogen enkle grundtrin og i tangoetikette, så alle får mulighed for at danse til tangoens inciterende rytmer. Herefter handler det ellers om at leve sig ind i musikken og give sig hen og det kan vi alle sammen, siger Susanne Sangill.
Efter introen vil Tango Orkestret stå på scenen i Intimsalen og tage publikum i hånden på en musikalsk færd, som aktiverer hele det følelsesmæssige register fra den ubekymrede glæde over den truende uhygge til den smertefulde melankoli.
Tango Orkesteret er internationalt anerkendt og vil inspirere både nye og erfarne dansere til at slutte aftenen med en tango-fest, når aftenens DJ vender dansevenlige tangoplader.
– Vi glæder os til en koncert, som i den grad inviterer publikum til selv at være med og bruge flere scener i vores fantastiske hus, siger Lasse Rich Henningsen, adm. direktør i Musikkens Hus.
En aften i tangoens tegn danser gennem Musikkens Hus lørdag 19. september.
Læs også: