.
Nordjylland har færrest cykeltyverier. Til gengæld er knap hver anden cykel, som bliver stjålet, ikke låst. Det viser en ny undersøgelse lavet af TNS Gallup for Gjensidige Forsikring.
Den ulåste cykel er en lækkerbisken for de forbipasserende. Og det har fået konsekvenser for særligt Nordjyderne, som er de dårligste til at låse cyklen. Knap halvdelen af de stjålne cykler var nemlig ikke låst. Det er omtrent fem gange så mange som i resten af Danmark. Det viser en ny undersøgelse lavet af TNS Gallup for Gjensidige Forsikring.
Det overrasker mig faktisk, at så mange har ladet deres cykel stå ulåst. Fristelsen er alt for stor for de forbipasserende. Den høje andel af ulåste cykler i Nordjylland har uden tvivl stor betydning for, hvor mange cykler der så bliver stjålet. Derfor er mit råd selvfølgelig at låse cyklen, siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring og fortsætter:
Hvis der er mulighed for det, bør man låse den fast til noget. Dermed er tyven nødt til at bryde låsen op på stedet, og det skaber opmærksomhed, som tyven for alt i verden vil undgå. Låsen skal placeres højt, så tyven ikke kan bruge sin vægt til at klippe den over. På den måde kan man minimere risikoen for, at det netop er ens egen cykel, som bliver taget, siger han.
Hvis man får stjålet en cykel, som ikke var låst, kan man ikke være sikker på, at den bliver dækket af forsikringen. Opbevarer du den i et aflåst rum, eller har cyklen særlig høj værdi, er det en god idé at kontakte sit forsikringsselskab for at være sikker på dækningen.
Hovedstaden har over dobbelt så mange cykeltyverier
På trods af at Nordjylland får snuppet mange ulåste cykler, kan de dog glæde sig over, at de får stjålet færrest cykler på landsplan. Sammenligner man Nordjylland med Hovedstaden er der dobbelt så mange cykeltyverier i Hovedstaden. I Nordjylland har knap hver fjerde fået stjålet en cykel enten fra gaden eller hjemmet. I Hovedstaden er det mere end hver anden, som har oplevet at få stjålet cyklen.
Kigger man på tal fra Danmarks Statistik og Politiet, blev der sidste år registreret 3.367 cykeltyverier i Nordjylland og 29.463 i København. Noget kunne altså tyde på, at det langt fra er alle stjålne cykler, der bliver anmeldt.
Hovedstaden er kendt for at have mange cyklister, og det ved cykeltyvene. Derfor undrer det mig ikke, at tallet for cykeltyverier er højere der. Desværre er det få cykeltyve, som bliver fanget, så vi skal ikke forvente, at der kommer færre tyve. Derfor må vi selv gøre vores for, at vores egen cykel er så besværlig at stjæle som muligt, siger Kim Rud-Petersen.
Læs også: