Nyheder
Hver fjerde ung udebliver fra tandbehandling – nu kræver HK Kommunal en forklaring
Gratis tandpleje til 18-21-årige løser ikke problemet: Glemsomhed og manglende kontakt fylder
Udeblivelser trods gratis tandpleje
Selv om tandbehandling siden 2022 har været gratis for unge mellem 18 og 21 år, bliver hverfjerde ung væk fra deres tandundersøgelse eller behandling. Det viser nye tal indsamlet af HK Kommunal fra en række kommunale tandklinikker.
Ifølge næstformand Kasper Ejlertsen er problemet både dyrt og skadeligt:
“Udeblivelser er et stort problem. Det er spild af resurser, giver et øget pres på tider, ekstra arbejde og ikke mindst går det ud over tandsundheden hos en gruppe, som Folketinget netop skulle sikres gratis tandbehandling,” siger han.
Læs også:
Glemsomhed og manglende kontakt
De første tre års erfaringer viser, at årsagen til udeblivelserne sjældent handler om økonomi. I stedet peger tandplejerne på glemsomhed, mangelfuld information og udfordringer med kontakten til de unge.
“Der er brug for at indsamle viden om de unges adfærd, motivation og barrierer i forhold til tandbehandling. Det handler tydeligvis ikke bare om økonomi,” siger Kasper Ejlertsen.
HK Kommunal ønsker derfor en national undersøgelse af årsagerne og vil samtidig indlede dialog med de unge for at finde løsninger, der kan mindske problemet.
Forslag: Forældre skal kunne kontaktes
HK Kommunal peger på tre nødvendige initiativer:
- Myndigheder bør have mulighed for lovligt at kontakte forældre som påmindelse eller for at sikre korrekte kontaktoplysninger.
- Der skal indsamles mere viden om unges motivation og barrierer.
- Der skal skabes en fælles forståelse af årsagerne gennem dialog med de unge selv.
Ifølge Ejlertsen er det ofte vanskeligt for tandplejen at få fat i de unge, når kontaktoplysninger ikke er opdateret – et ansvar mange pludselig står alene med, når de fylder 18 år.
Kommunale tal viser samme tendens
Tallene fra de kommunale tandplejer understøtter problemet:
- Odense Kommunes Tandpleje: De 18-21-årige udgør 22 procent af de unge i tandplejen, men står for omkring 35 procent af udeblivelserne – og på enkelte klinikker næsten 50 procent.
- Nyborg Kommune: Næsten 300 udeblivelser ud af knap 1.200 patienter.
- Ballerup Kommune: Knap 600 udeblivelser ud af 2.475 patienter – svarende til hver fjerde, selv om både sms-påmindelser en uge og 48 timer før aftalen er standard. Til sammenligning ligger udeblivelserne for 15-17-årige på omkring 10 procent.
Konference skal samle løsninger
HK Kommunal samler omkring 600 tandklinikassistenter til konference den 27.-28. november på Nyborg Strand. Her skal udeblivelserne og de unges adfærd være blandt hovedtemaerne.
Målet er at finde løsninger, der både styrker de unges deltagelse i tandplejen og sikrer et bedre udbytte af den gratis tandbehandling, som er indført for at forbedre deres tandsundhed – ikke for at ende som spildte tider i kalenderen.
Læs også: