Erhverv
I morgen sker det: Efter 30 år i Danmark bliver Telia nu til Norlys
I morgen, mandag den 5. maj tager danskerne afsked med et af landets ældste mobilbrands, når Telia Danmark officielt skifter navn til Norlys. Kunderne kan dog være rolige – priser og produkter forbliver de samme.
Farvel til Telia, goddag til Norlys
Når Telia Danmark i morgen bliver til Norlys, betyder det samtidig, at Norlys nu samler alle sine forretningsområder under ét fælles brand. De velkendte lilla Telia-farver udskiftes med Norlys’ rød-hvide univers, og de fem eksisterende Norlys-butikker får nu også mobiltelefoner på hylderne.
Kathrine Forsberg, direktør i Norlys’ kundeforretning, siger:
“Vi har brugt fem år på at nå frem til denne dag. Med en mobilforretning i Norlys kan vi nu tilbyde vores kunder det fulde udbud af teleprodukter samtidig med, at de kan finde deres ønskede energiløsning. Det betyder, at man som husstand og virksomhed nu nøjes med at kigge ét sted hen for at få dækket ens behov.”
Et historisk farvel
Navneskiftet markerer også afslutningen på et kapitel i dansk mobilhistorie. Telia Danmark blev etableret i 1995 og kan dermed fejre 30-års jubilæum netop i år. Tilbage i 1995 fandtes der cirka 800.000 mobilabonnementer i Danmark – i dag er tallet steget til hele 8,84 millioner.
Dengang var det brands som Nokia, Motorola og Ericsson, der satte dagsordenen, med modeller som Nokia rinGo, Ericsson GH 337 og Motorola StarTAC.
Kathrine Forsberg reflekterer over udviklingen:
“Når vi i dag ser tilbage på den tid, kan teknologien virke primitiv og oldnordisk, men det var med til at skabe fundamentet for det mobilnet, vi har i dag, og som er blandt de allerbedste på verdensplan – tidligere i år blev Telia Danmarks mobilnet endda kåret som det hurtigste og mest pålidelige i Danmark. Den førerposition kommer vi til at videreudvikle og udbygge i de kommende år. Så i dag siger vi farvel til et skattet mobilbrand, men jeg kan heldigvis love, at det vil leve videre og blive endnu bedre i Norlys’ navn.”
Hvad betyder det for kunderne?
De nuværende Telia-kunder kan ånde lettet op. De beholder deres nuværende services og produkter uden ændringer, og mobildækningen forbliver på det høje niveau, der i februar blev kåret som Danmarks hurtigste og mest pålidelige af analysefirmaet OpenSignal. Kunderne skal heller ikke skifte SIM-kort eller ændre betalingsmetode – fremover vil regningerne blot være fra Norlys.
Telias rejse gennem årene
Telia har haft en markant rolle i udviklingen af det danske mobilmarked. Her er nogle af de vigtigste nedslag i selskabets historie:
1995: Telia Danmark etableres på det danske telemarked.
1998: De første mobilabonnementer lanceres.
2004: Telia køber mobilselskabet Orange.
2007: Telia køber Debitel og etablerer Call me.
2008: 3G-netværket åbnes.
2010: 4G-netværket lanceres.
2012: Telia og Telenor lægger mobilnetværk sammen som TT-Netværket.
2021: 5G-netværket lanceres.
2023: Norlys underskriver aftalen om at købe Telia Danmark.
2024: Konkurrencerådet godkender handlen, som gennemføres i april.
2025: Telia Danmark fylder 30 år og skifter navn til Norlys.