Erhverv

Industrien blomstrer: Der er flere job

Redaktion
Af Redaktion 25. september 2015

.
Dansk Metal melder om flere job i de nordjyske industrivirksomheder. Det fortæller TV2 Nord.
Finanskrisen i 2008 var hård for den nordjyske industri. Ifølge Dansk Metal blev 11000 arbejderpladser sløjfet. Men nu vender det. I det seneste år, er der skabt flere fuldtidsjob på industrivirksomheder i Nordjylland.
Således har ni af 11 nordjyske kommuner øget industribeskæftigelsen fra 2. kvartal 2014 til 2. kvartal 2015. Det viser en ny særkørsel som Danmarks Statistik har lavet for Dansk Metal.
Samlet set er antallet af industriarbejdspladser steget med 1.207 i perioden eller hvad der svarer til 100 nye arbejdspladser hver måned. Det betyder, at der ved udgangen af 2. kvartal 2015 var 36.117 fuldtidsansatte i den nordjyske industri, og det er en fremgang på 3,5 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.

Aalborg Kommune og Morsø Kommune er de helt store højdespringere, hvad angår nye industrijob. Fra 2. kvartal 2014 til 2. kvartal 2015 steg antallet af industrijob i Aalborg Kommune med hele 556 eller hvad der svarer til 5,8 procent og i Morsø Kommune kom der 136 nye industrijob svarende til en fremgang på 8,9 procent Jammerbugt Kommune er, med et fald på 1 procent, den kommune i Nordjylland, hvor industribeskæftigelsen går mest tilbage.