Nyheder

Julesouvenir kan blive en dyr fornøjelse i lufthavnen

Planter og frugt fra ferierejsen kan koste 10.000 kroner i bøde

Maria Just
Af Maria Just 23. december 2025

Mange danskere rejser i juledagene mod sol og varme uden for EU. Men en uskyldig souvenir i form af planter, frugt eller frø kan ende med at blive både konfiskeret og straffet med en bøde, hvis reglerne ikke er overholdt.

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen oplever dagligt sager i danske lufthavne, hvor rejsende får taget varer fra sig, fordi de ikke lever op til EU’s regler for plantesundhed.

Vi har dagligt sager i de danske lufthavne, hvor der konfiskeres varer til destruktion, da de ikke overholder reglerne for at indføre og importere planter og frø uden fra EU. Det kan blive en rigtig kedelig afslutning på ferien, hvis man bliver stoppet i lufthavnen med planter eller frø fra rejser uden for EU, som ikke har det lovpligtige plantesundhedscertifikat, da hver overtrædelse kan medføre en bøde på 10.000 kroner”, siger kontorchef Kristine Riskær fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsens kontor for Planter og Biosikkerhed.

Reglerne skal beskytte naturen

Baggrunden for de stramme regler er hensynet til dansk og europæisk natur og landbrug. Skadegørere og plantesygdomme kan følge med planter og frugt og få alvorlige konsekvenser, hvis de først får fodfæste.

Nogle skadedyr er så alvorlige, at de er klassificeret som karantæneskadegørere. Det betyder, at myndighederne har pligt til at reagere, hvis der er mistanke om, at de er kommet ind i landet.

Naturen er fyldt med insekter og plantesygdomme, som har tilpasset sig det lokale miljø. Men de kan forvolde enorme skader, hvis de får lov til at brede sig til andre dele af verdenen. Vi skal derfor sikre, at rejsende danskere ikke uforvarende får taget en karantæneskadegører med hjem fra ferien. Det bedste råd er, at man nøjes med at nyde planter og frugt mm., hvor man er. Men vil man alligevel gerne have en blomst med hjem til Danmark fra et ikke-EU-land, så skal man huske at få et officielt plantesundhedscertifikat, inden man rejser hjem igen. Det er nemlig en garanti for, at planten er fri for karantæneskadegørere”, siger Kristine Riskær.

Japanbillen bekymrer myndighederne

Et konkret eksempel er japanbillen, som i 2025 er fundet i flere europæiske lande, herunder Tyskland og Frankrig. Billen angriber over 300 plantearter og vurderes at kunne etablere sig i Danmark.

Styrelsen opfordrer derfor rejsende til at lade planter og frugt blive på feriedestinationen og i stedet tjekke reglerne grundigt, før kufferten pakkes til hjemrejsen.