Erhverv
Jyllands bedste føtex-varehuse er nordjyske
Medarbejderfest for alle pengene
.
føtex Eternitten og føtex Frederikshavn har kæmpet en tæt og indædt kamp mod resten af landets føtex-varehuse for at nå til tops i føtex Mesterskabet. Mandag den 1. februar kom føtex nytiltrådte direktør forbi med præmier og pokal
Mandagen blev pludselig meget sjovere for medarbejderne i føtex Eternitten i Aalborg og føtex i Frederikshavn. Midt på dagen dukkede føtex-kædens nytiltrådte direktør Thor Jørgensen uanmeldt op for at fortælle, hvilket af de to varehuse der skulle have anden- og tredjepladsen i føtex Mesterskabet, hvor det gælder om at blive Danmarks bedste føtex. Førstepræmien var allerede afsat til føtex Egedal i Ølstykke, så der var kamp til stregen, da det stod klart, at 2.- og 3.-præmien skulle fordeles mellem de to nordjyske varehuse.
– Det var en dejlig overraskelse for os alle sammen, da direktøren pludselig dukkede op med præmien mandag morgen. Vi har jo holdt øje med stillingen, fordi vi lå ganske tæt med både føtex Egedal og føtex Frederikshavn. Naturligvis er det altid sjovest at blive nummer ét, men vi er rigtig glade for andenpladsen, som medarbejderne virkelig har knoklet for, siger varehuschef for føtex Eternitten Lars Rønnov.
føtex direktør Thor Jørgensen lagde vægt på, at føtex Eternitten har taget nogle voldsomme spurter fra konkurrenterne i de særlige konkurrencer, der har udløst bonuspoint.
– føtex Eternitten har vundet på et godt resultat gennem hele året, men især de sidste måneder har medarbejderne og ledelsen i varehuset gjort en kæmpe indsats og forskel specielt har de fået mange point på spurtkonkurrencerne, sagde han ved overrækkelsen.
Alle landets føtex-varehuse har året igennem dystet mod hinanden i føtex Mesterskabet, hvor de løbende er blevet bedømt på parametre som fx butikkens fremtoning, besøg og bedømmelser af mystery shoppers, finansielle resultater og kundetilfredshed. Varehusene har under hele konkurrencen kunnet følge deres placering i mesterskabet på nettet, hvilket har givet ekstra kampgejst for mange medarbejdere, når varehusets position blev truet.
Selvom konkurrencen var hård i lokalopgøret mellem de to nordjyske varehuse, så var der også glæde i føtex Frederikshavn, som måtte nøjes med tredjepladsen og dermed se sig slået af føtex Eternitten.
– Vi er faktisk ret stolte af vores tredjeplads, for vi har virkelig ligget tæt i hele forløbet. føtex Eternitten er et nyt, flot varehus, og dermed har de helt klart haft nogle fordele. Men vi har kæmpet for sagen, og mine medarbejdere har alle som en fortjent den fest, vi får, siger varehuschef Claus Bøje i føtex Frederikshavn.
Begge præmier kommer med sikkerhed til at give genlyd i varehusene for den består af en gavecheck med penge til fest i hvert varehus for alle medarbejdere.
– Det bliver medarbejderne selv, som arrangerer festen. Det bliver sjovt at se, hvad de finder på, siger Claus Bøje.
Varehusene i føtex Mesterskabet bliver bedømt ud fra følgende parametre:
En samlet vurdering af butikkens fremtoning
Besøg af talentspejdere, også kaldet hemmelige husmødre eller mystery shoppers, der tester personalet og butikken
Finansiel præstation
Kundetilfredshed
Spurter (særlige aktiviteter/opgaver i varehuset, som har udløst bonuspoint)
Top tre i føtex Mesterskabet 2016 ud af 88 deltagende føtex-varehuse ser sådan ud:
1. føtex Egedal, Ølstykke
2. føtex Eternitten, Aalborg
3. føtex Frederikshavn
Læs også: