Kultur
Kæmpe fyrværkerishow afslutter The Tall Ships Races i Aalborg
For syvende gang er Aalborg vært for det store sejlskibsarrangement, og traditionen tro markeres afslutningen med et stort fyrværkerishow over Limfjorden
Når Aalborg fra 30. juli til 2. august er vært for The Tall Ships Races, sker det for syvende gang – og det er samtidig syvende gang, at værtskabet afsluttes med et festligt fyrværkeri. Det er igen Højen & Magic Fyrværkeri APS og fyrværker Gunnar Knudsen, der har sammensat årets show.
Nyt fyrværkeri og musik skal skabe stor oplevelse
Ifølge eventchef Søren Thorst, der er formand for styregruppen bag The Tall Ships Races, er ambitionen at give publikum en stor oplevelse med fyrværkeriet, hvilket også betyder, at der hvert år skal præsenteres noget nyt. Han fortæller, at Højen & Magic Fyrværkeri har taget godt imod den udfordring, og at der venter publikum et flot visuelt show, når fyrværkeriet skydes af fra klokken 23.15 og 15 minutter frem. Showet ledsages igen af musik, hvilket Thorst beskriver som prikken over i’et.
Thorst udtrykker desuden taknemmelighed over, at SEBC Holding for tredje gang er med som sponsor på fyrværkeriet, hvilket har gjort det muligt at give publikum en flot afslutning på The Tall Ships Races 2026.
Lydsporet til fyrværkeriet kan høres på FM-frekvensen 88.3, så man kan se fyrværkeriet og høre musikken samtidig, blot man har en FM-modtager. Lydsporet vil desuden blive afspillet fra PA-højtalerne i arrangementsområdet.
Læs også:
Afspærringer i forbindelse med fyrværkeriet
I forbindelse med showet vil Limfjordsbroen være lukket for trafik lørdag den 1. august fra kl. 18.00 til 02.00, og afspærringerne indføres gradvist henover eftermiddagen og aftenen:
- Kl. 12.00: Den østligste vejbane, fortov og cykelsti på Limfjordsbroen afspærres. Kørsel mod nord foregår herefter kun i ét spor.
- Kl. 18.00: Limfjordsbroen afspærres helt for al passage.
- Kl. 01.00: Broen åbnes igen for fodgængere på det vestlige fortov.
- Kl. 01.15: Broen åbnes for kørende trafik mod nord.
- Kl. 01.30: Broen åbnes for sejlads.
- Kl. 02.00: Broen åbnes for al kørende trafik.
Derudover vil Kulturbroen være lukket fra klokken 22.45 til 23.45 i forbindelse med fyrværkeriet.
For sejlende gælder desuden, at Limfjorden fra 100 meter øst til 100 meter vest for Limfjordsbroen vil være afspærret for al sejlads fra den 1. august klokken 18.00 til den 2. august klokken 01.30. Afspærringen markeres med gule bøjer. Der gennemføres en broåbning af Limfjordsbroen klokken 19.00, og småbåde, der ikke kræver broåbning, kan passere frem til klokken 22.30.
Læs også: