Kasper Kristian Pedersen får DI Aalborgs lærlingepris

14. juni 2024
Kasper Kristian Pedersen får DI Aalborgs lærlingepris
Borgmester Jesper Greth, direktør Per Sadolin Pedersen STS Støvring, prismodtager Kasper Kristian Pedersen og Henrik Hagens fra DI Aalborg

Fredag 14. juni modtog den talentfulde tagdækker, Kasper Kristian Pedersen, DI Aalborgs Lærlingepris 2024 ved en særlig fejring hos STS i Støvring, hvor han er ansat.

Den 23-årige Kasper bestod sin svendeprøve med hæderen bronze i marts 2024 og nåede hele vejen til finalen i DM i Skills måneden efter. Det var en flot afslutning på en læreperiode, hvor han ikke bare har betrådt de lokale tagrygge, men også været i Grønland for at arbejde på den nye lufthavn i Nuuk, langt væk fra de vante omgivelser.

Men det er ikke blot den høje faglighed og det store mod, der udmærker Kasper som en god kollega, lyder det fra direktør Per Sadolin Pedersen fra STS A/S i Støvring:

– Kasper har gjort en enorm forskel her hos os, både for kunderne og for kollegerne på virksomheden. Han viser faget frem på Skills og til andre arrangementer, og det er til stor gavn for hele branchen.

Men det er ikke kun Kaspers faglige dygtighed og mod, der imponerer – han er også en utrolig vellidt kollega, fortæller Per Sadolin Pedersen.

Tagdækkerfaget er udfordret på arbejdskraft og det er svært at lokke unge til tagdækkerfaget, også derfor, er det en stor fordel, når unge som Kasper udmærker sig i faget.

Henrik Hagens fra DI Aalborg og direktør for Hagens A/S, Støvring samt borgmester i Rebild Kommune Jesper Greth overrakte prisen til Kasper og Jesper Greth sagde blandt andet:

– Jeg vil også gerne takke dig for at have modet til at skifte retning og gå imod strømmen. Din studentereksamen i bagagen har ikke forhindret dig i at kaste dig over et håndværk, fordi det var det rigtige valg for dig. Jeg håber at dit eksempel vil inspirere andre unge til at forfølge deres drømme og lytte til deres indre stemme.

Fakta om lærlingeprisen

  • Årets vinder bliver fundet blandt lærlinge på DI’s mere end 1.100 medlemsvirksomheder i Jammerbugt, Mariagerfjord, Rebild, Vesthimmerland og Aalborg Kommuner.
  • Kasper Kristian Pedersen er 23 år og er fra Aalborg. Han er uddannet fra Learnmark i Horsens.
  • Prisen består af et diplom og et ur fra Dansk Industri.