Nyheder
Kom og se udstillingen ‘Aalborg på vandkanten’
.Aalborg kommune skriver: Fra torsdag 3. oktober kan du se udstillingen ‘Aalborg på vandkanten’ i Utzon Centret, Slotspladsen 4. Omdannelsen af Aalborgs Havnefront er et af de mest synlige, omdiskuterede og roste projekter i Aalborg. Den centrale havnefront (fra broen til Rendsburggade) har været færdig et par år, og det er nu den østlige del […]
.
Aalborg kommune skriver:
Fra torsdag 3. oktober kan du se udstillingen ‘Aalborg på vandkanten’ i Utzon Centret, Slotspladsen 4.
Omdannelsen af Aalborgs Havnefront er et af de mest synlige, omdiskuterede og roste projekter i Aalborg. Den centrale havnefront (fra broen til Rendsburggade) har været færdig et par år, og det er nu den østlige del af havnefronten Musikkens Hus området og Østre Havn som er under omdannelse.
“De næste havnefronter er ved at tage form og trækker en linje helt fra jernbanebroen til indsejlingen til det lille havnebassin i Østre Havn. De udgør Aalborgs mest markante symboler på byens omdannelse fra industriby til vidensby”, siger stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen.
Den centrale havnefront blev færdigetableret i 2011 og fungerer som en integreret del af byens hverdag. Turen er nu kommet til Musikkens Hus-området og Østre Havn. Disse områder kommer til at udgøre spændende nye bydele med vigtige kulturinstitutioner, boliger for unge men også andre, universitet og erhverv. Den meget markante arkitektur, de spændende nye typer byrum, den centrale beliggenhed og de mange offentlige funktioner gør, at disse nye bydele fremover vil sætte et tydeligt præg på byens udseende og liv.
Udstillingen giver mulighed for at danne sig et indtryk af både forhistorien og ikke mindst de kommende byggerier og byrum. Den er blevet til i samarbejde med områdernes private aktører, som har bidraget med plancher og andet materiale. Udstillingen kan ses i Spidsgatterhallen i perioden 3. oktober til ultimo november 2013. Der er gratis adgang.