Erhverv

Lokale ParkPark A/S kåret som regional vækstiværksætter

Redaktion
Af Redaktion 17. november 2016

.
Nordjyske parkeringsapp ParkPark A/S, beliggende i Business Park Nord i Støvring, er kåret som Entrepreneur Of The Year i startup-kategorien i Nordjylland.
Det er den internationale revisions- og konsulentvirksomhed Ernst and Young, der står bag den årlige kåring af årets bedste vækstvirksomheder i hele landet. I år klarede 178 nordjyske virksomheder vækstkravene til konkurrencen, hvilket er 41% flere vækstvirksomheder end sidste år og det gør Nordjylland til årets højdespringer.
Blandt de mange nordjyske vækstvirksomhederne er parkeringsløsningen ParkPark, som dette år vandt den nordjyske startup-kategori, der hylder unge virksomheder med stort potentiale og drive. ParkPark har hjemme i Business Park Nord i Støvring, og drives til dagligt af adm. direktør Bo Abrahamsen.
ParkPark pitchede deres forretning foran 250 erhvervsfolk til regionskåringen den 31. oktober i Aalborg Kultur og Kongres Center.
Det var selvfølgelig super spændende og en meget fedt oplevelse at få lov til at fyre den af for alle de mennesker, og at få fortalt om alt det arbejde, vi har lavet de sidste 3 år, fortæller Bo Abrahamsen.
ParkPark var oppe imod virksomhederne MyDefence Communication og Nextech i startup-kategorien. De mange erhvervsfolk udpegede ParkPark som Nordjyllands Entrepreneur Of The Year i startup-kategorien.
Det er mest af alt et fedt skulderklap at få. Det anerkender det arbejde vi gør, og viser, at andre også lægger mærke til, at vi har lavet en god forretning. Det giver os ny energi at der er nogle der synes, at vi gør det godt, slutter Bo Abrahamsen.
Landsvinderen og vindere i underkategorierne kåres den 24. november i Bella Center, København, hvor ParkPark selvfølgelig også skal med.