Nyheder

Mange oplever det ved skolepatruljen: Cyklister og bilister kører videre

Hver tredje har oplevet cyklister, der ikke stopper for skolepatruljen, mens hver femte har oplevet det samme blandt bilister. Rådet for Sikker Trafik opfordrer alle til at vise hensyn ved skolerne.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 3. september 2026

Når skolepatruljen træder ud ved vejen for at hjælpe børn sikkert over, er det langt fra alle trafikanter, der stopper.

En ny undersøgelse fra 2026 viser, at 35 procent af de adspurgte har oplevet cyklister, som ikke stoppede for skolepatruljen. 21 procent har oplevet bilister gøre det samme.

Undersøgelsen bygger på svar fra 558 personer, der kører, cykler eller går forbi skolepatruljer.

Børnene ser, hvad de voksne gør

Skolepatruljerne skal være med til at skabe sikre og trygge rammer omkring elevernes vej til skole. Derfor er der også en klar opfordring fra Rådet for Sikker Trafik til trafikanterne.

„Frivillige unge mennesker står skolepatrulje for at øge trygheden og sikkerheden for særligt de yngste elever, og derfor er det vigtigt, at alle viser hensyn. Her kan nogle godt blive bedre. Husk på, at en masse børn ser, hvad du gør, så vær altid det gode eksempel, også når du er kommet for sent ud ad døren,“ siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Der er dog stor forskel på, hvor mange der oplever andre køre videre, og hvor mange der selv erkender at gøre det.

Tre procent af bilisterne svarer, at de af og til, jævnligt, ofte eller meget ofte selv ikke er stoppet, selv om skolepatruljen var på vej ud for at hjælpe børn over vejen. Blandt cyklisterne gælder det fire procent.

Skolepatruljen ændrer trafikanternes adfærd

Undersøgelsen viser samtidig, at skolepatruljerne har en positiv påvirkning på trafikken.

51 procent svarer, at de selv opfører sig lidt eller meget bedre, end de normalt gør i trafikken, når de møder en skolepatrulje. Blandt de 18-34-årige er andelen 56 procent.

21 procent bliver mere tålmodige, 26 procent mere hensynsfulde, mens 34 procent føler sig mere forpligtede til at udvise ansvarlig adfærd.

„Skolepatruljerne er ikke bare et vigtigt fællesskab blandt og for eleverne, hvor man passer på hinanden. Det minder os alle om, at vi har et forpligtende fællesskab i trafikken, der kræver omtanke, omsorg og respekt for hinanden. Det er værdier, som vi i LB Foreningen er stolte af at bakke op om,“ siger Mikkel Klausen, chef for uddelinger, udvikling og kommunikation, LB Foreningen.

558 personer deltog i undersøgelsen

Undersøgelsen blev gennemført fra 24. juni til 1. juli 2026 blandt 558 personer, som kører, cykler eller går forbi skolepatruljer.

Rådet for Sikker Trafik og LB Foreningen har siden 2018 samarbejdet om at bakke op om skolepatruljerne. Det sker blandt andet gennem kampagnen Den Sureste Uge, konkurrencen Årets Skolepatrulje og Skolepatruljedage i Tivoli, Tivoli Friheden eller LEGOLAND.