Trafik

Mazda6 får stort løft i 2015

Redaktion
Af Redaktion 8. februar 2015

.
Mazdas store firma- og familiebil, Mazda6, som blev introduceret i december 2012, får nu en større opdatering. Den forventes til Danmark i marts 2015.
Udvendigt kan man kende 2015-udgaven af Mazda6 på, at fronten og baglygterne har fået et nyt design. Den 5-kantede kølergrill har fået kraftigere signature wings, som fortsætter ind i forlygterne, der tilmed har fået LED-lys på både nær- og fjernlyset i de fleste udstyrsvarianter.

Helt nyt interiør
Indvendigt er ændringerne endnu mere tydelige. Både instrumentpanelet og midterkonsollen har fået et helt nyt design, og der er anvendt materialer af en høj kvalitet, så kabinen fremstår endnu mere eksklusiv. Den traditionelle håndbremse er blevet erstattet af en elektrisk parkeringsbremse, og det har givet mere plads til kopholdere og opbevaringsrum mellem forsæderne. Mazda6 har fået det moderne infotainment-system fra Mazda3, og det betyder blandt andet, at den berøringsfølsomme farveskærm er vokset fra 5,6 til 7 tommer og samtidig er flyttet højt op på instrumentbordet. Her kan den aflæses uden at flytte blikket ret meget fra vejen. Det samme kan det head-up-display, der nu også kan leveres til Mazda6.

Lavere lydniveau
Mazdas ingeniører har arbejdet meget på at gøre Mazda6 endnu mere komfortabel end hidtil. Der er blandt andet lagt stor vægt på at forbedre lydisoleringen flere steder i karrosseriet. Interne målinger viser, at lydniveauet er reduceret med 10 procent på veje med en grov vejbelægning og cirka 25 procent ved motorvejskørsel. Også modificerede undervognselementer med blandt andet andre bøsninger er med til at reducere lydniveauet.

Mazda6 nu også med firehjulstræk
Motorerne i Mazda6 fortsætter uændrede, men som noget nyt kan de to 2.2-liters SKYACTIV-D dieselmotorer med henholdsvis 150 hk og 175 hk nu også kombineres med firehjulstræk, når de altså er monteret i en Mazda6 stationcar. Der er tale om en videreudvikling af firehjulstrækket fra Mazda CX-5. Man vil fortsat kunne vælge mellem to varianter af den kendte 2.0-liters SKYACTIV-G benzinmotor med 145 og 165 hk samt 2.5-liters SKYACTIV-G benzinmotoren med 192 hk.

Mere avancerede sikkerhedssystemer
Mazdas forskellige, aktive sikkerhedssystemer med fællesbetegnelsen i-Activesense er blevet videreudviklede, og nye funktioner er kommet til. Mazda Rear Vehicle Monitoring System, et sikkerhedssystem, der registrerer biler i de blinde vinkler skråt bagud, hedder fremover Mazda Blind Spot Monitoring. Det nye system ser endnu mere til siderne og advarer også føreren, hvis der kommer biler eller andet fra siderne, når man bakker ud af en parkeringsbås. Smart City Brake Support, der kan bremse bilen automatisk, hvis man er uopmærksom i bytrafik, fungerer nu også i visse modelvarianter, når føreren bakker. Lane Departure Warning System, der advarer føreren, hvis man overskrider vejstriberne og risikerer at forlade vejbanen, skifter navn til Lane Keep Assist System. Samtidig bliver systemet i stand til at hjælpe med at fastholde den korrekte placering på vejen i en kurve og til at hjælpe med at rette bilen op, hvis den er ved at forlade vejbanen. Driver Attention Alert er et nyt sikkerhedssystem for Mazda. Det bliver standard i visse modeller og kan ud fra forskellige parametre vurdere, om føreren har behov for en pause.

Palle Sund, sund2802@gmail.com . kilde: Mazda.dk