Erhverv

Mere end 1000 sårbare unge har fundet vej til arbejdsmarkedet via Coop

Trivselskommissionen har netop offentliggjort sin rapport med 35 anbefalinger til, hvordan unges trivsel kan forbedres. En af vejene dertil er fritidsjob, hvilket kan være en vigtig indgang til arbejdsmarkedet og et stærkt fundament for social og faglig udvikling.

Mere end 1000 sårbare unge har fundet vej til arbejdsmarkedet via Coop
Foto: Adobe Express
Af Nanna Madsen 25. februar 2025

Fritidsjob styrker unges trivsel 

Siden 2019 har Ungdomsskoleforeningen og Coop i samarbejde med 34 kommunale ungdomsskoler drevet landets største fritidsjobindsats, Coop Crew. Programmet henvender sig til unge i alderen 14-18 år og har allerede haft en markant effekt. 

Over 2000 unge har deltaget i forløbet, og cirka 55% har efterfølgende fået et fritidsjob. En undersøgelse blandt deltagerne viser, at programmet ikke blot hjælper unge ind på arbejdsmarkedet, men også styrker deres trivsel og selvtillid: 

  • 66% af deltagerne får øget selvtillid 
  • 52% føler sig som en del af et fællesskab 
  • 49% oplever større kontrol over eget liv 
  • 59% har udviklet jobkompetencer 

Ifølge programleder i Coop Crew, Hanne Kirk, er fritidsjob en vigtig faktor for sårbare unges fremtid: 

”Fritidsjob kan være en trædesten for sårbare unge til arbejdsmarkedskendskab, almen dannelse og sociale og faglige kompetencer – og ikke mindst en trædesten til trivsel. Coop Crew reducerer unges risiko for at stå uden for beskæftigelse og uddannelse og giver dem en tilknytning til arbejdsmarkedet. Omkostninger til sociale-, uddannelses- og beskæftigelsesrettede indsatser reduceres. Men måske allervigtigst bidrager Coop Crew til, at unge, der mistrives, kommer i trivsel – at de får større selvtillid og tro på egne evner og fremtid,” siger hun. 

Plastikforurening på Grønlands havbund: Første historiske bevis via kerneboringer

Læs også: Plastikforurening på Grønlands havbund: Første historiske bevis via kerneboringer

En investering i fremtidens medarbejdere 

Coop har engageret sig i projektet både for at hjælpe unge med at få en bedre start på arbejdsmarkedet og for at sikre fremtidens medarbejdere til koncernens cirka 900 butikker i Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount. 

”Coop Crew er et projekt, der fylder os med stolthed. For vi har kunnet se så mange eksempler på unge, der har fået en markant bedre hverdag. De er blevet en del af det fællesskab, der er i butikkerne, de har fået mere selvtillid, og de har lært noget, der sætter dem bedre i stand til at få et godt job som voksne,” siger HR-direktør i Coop, Lotte Hjortlund Andersen. 

Coop Crew-programmet er opbygget som et seks ugers træningsforløb, hvor unge arbejder i hold af op til 16 deltagere i en lokal Coop-butik. Forløbet kombinerer praktisk erfaring med teori og undervisning om jobkompetencer, herunder CV-skrivning, jobsamtaler og karrieremuligheder. Modellen adskiller sig ved at være holdbaseret, hvilket gør indsatsen tilgængelig for flere unge samtidig med, at det styrker fællesskabsfølelsen blandt deltagerne. 

Kilde: Ritzau

Ny lov: Virksomheder skal kunne dokumentere “grønne” påstande

Læs også: Ny lov: Virksomheder skal kunne dokumentere “grønne” påstande

58 procent færre dødsfald siden 1990 – dansk luftforurening er i bedring

Læs også: 58 procent færre dødsfald siden 1990 – dansk luftforurening er i bedring