Erhverv

MESSE: Dana aalbusiness

Networking og matchmaking

Redaktion
Af Redaktion 28. september 2015

.
Onsdag den 23. september myldrede Nordkraft i Aalborg med et spændende miks af iværksættere, store rådgivningsvirksomheder og alt midt i mellem. Dana aalbusiness, en messe i en klasse for sig, samlede alle disse mennesker til en indholdsrig dag.

Dana aalbusiness netværks- og erhvervsmesse spændte bredt med de flere end 200 virksomheder, organisationer og iværksættere indenfor alskens kategorier. Nyudklækkede startups, store firmaer, etablerede rådgivningsvirksomheder, banker og offentlige institutioner var alle repræsenteret da messen indtog Kedelhallen og DGI hallen i Nordkraft.
Deltagere snog sig gennem junglen af roll-ups og andet reklamemateriale i haller, hvor networking og matchmaking var suverænt i højsædet i stedet for foredrag og workshops. Det er tydeligt at mærke, at messen hovedsageligt er B2B orienteret stemningen var mere intens og der var en reel fokus på at opnå nye kontakter og skabe forretning virksomhederne i mellem.

Resultater, der kan mærkes
Iværksætterkonsulent Simon Brøndum Jensen var med som repræsentant for Business Rebild, som fik en meget aktiv og udbytterig dag, som bød på masser af spændende mennesker med lige så spændende historier. Kontakter blev lavet, nye talenter blev spottet og der blev endda fundet flere mulige deltagere til det kommende inkubationsprojekt, som er et samarbejde mellem Business Rebild og Business Park Nord.
Lokale virksomheder som Business Park Nord, reklametegnestuen Tegnerne og Nordjysk Drone Service var også repræsenteret på messen. Klaus Rafn Andersen, udviklingschef i Business Park Nord, havde en god oplevelse på Dana aalbusiness, som han glædede sig over at være inviteret til.
Ja, det var en god oplevelse. Det er meget sjovt at møde de potentielle kunder når de er ude at gøre sig til. De har fået en snak med os omkring hvad forskellen er på parkerne, hvad er det de kan få hos os, hvad er det de kan få hos andre. Det synes jeg er en god reklame for os fordi vi synes vi har noget at tilbyde.
Friske studerende med store drømme
UCN driver eget inkubationsprojekt, Next Step, hvor studerende har mulighed for at komme i praktik i egen virksomhed. Fire af sådanne virksomheder Mekko, weboholics, jepperahbek.com og RE software deltog på messen, og de kom hurtigt i kontakt med Business Rebilds iværksætterkonsulent, som fortalte dem om mulighederne i Rebild Kommune og hvordan Business Rebild kan agere sparringspartner for en sund og stærk virksomhedsopstart.
Ydermere blev årets nordjyske iværksætter også kåret foran de flere hundrede deltagere. Titlen gik til iværksætteren bag det muntre eventcenter FunCenter i Aalborg, Jan Olsen.