Alarm 112
Mistænkt for skyderi i Aalborg anholdt i Sverige
En 16-årig svensk mand er natten til onsdag blevet anholdt i nærheden af Helsingborg, mistænkt for at stå bag skyderiet i Aalborg midtby tirsdag den 7. april. Anholdelsen skete i tæt samarbejde med svensk politi.
Mindre end tolv timer efter skudepisoden i Aalborg kunne Nordjyllands Politi sætte håndjern på den mistænkte. Det skete klokken 01.15 natten til onsdag den 8. april, da svensk politi anholdt en 16-årig svensk mand i nærheden af Helsingborg.
Politiinspektør Sune Myrup er tilfreds med det hurtige resultat af efterforskningsarbejdet.
– Det er et intenst og meget grundigt efterforskningsarbejde, der har pågået siden i går eftermiddags, som nu har ført os frem til anholdelsen. Vi ser selvsagt med stor alvor på skudafgivelse i det offentlige rum, som helt forståeligt skaber utryghed i Aalborg. Derfor er jeg tilfreds med, at vi allerede nu har anholdt en person i sagen, siger han og tilføjer, at der heldigvis ikke kom nogen til skade under episoden.
Foto: Mathias Gregersen Larsen
Forbundet til bandekonflikt
Politiinspektøren oplyser, at politiet anser skyderiet for at have forbindelse til den verserende bandekonflikt, og at politikredsen anvender omfattende ressourcer i efterforskningen. De nærmere detaljer om selve anholdelsen eller aftenens efterforskningsarbejde kan han ikke komme ind på, da sagen stadig er under efterforskning.
– Hele forløbet skal grundigt afdækkes, så vi har et klart billede af, hvad der er sket før, under og efter episoden, siger Sune Myrup.
Grundlovsforhør i dag
Den anholdte unge mand fremstilles onsdag klokken 13.00 i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. Forhøret sker in absentia – altså uden at den sigtede er fysisk til stede – med henblik på at udstede en arrestordre, så han kan udleveres fra Sverige til Danmark med henblik på videre retsforfølgning.
Foto: Mathias Gregersen Larsen
Politiet søger stadig vidner
Selvom en mistænkt er anholdt, opfordrer Nordjyllands Politi fortsat borgere med kendskab til episoden om at kontakte politiet på telefon 114.
– Vi har allerede fået mange henvendelser fra offentligheden, som vi sætter stor pris på. Selv mindre oplysninger kan være relevante i et komplekst og omfattende efterforskningsarbejde, understreger Sune Myrup.
Onsdag og torsdag vil der fra klokken 13.00 til 17.00 være opstillet en mobil politistation i Bispensgade tæt på gerningsstedet, hvor borgere kan henvende sig med spørgsmål eller oplysninger. Man kan også kontakte Offerrådgivningen på telefon 116 006.
Læs også: