Kultur

Mød mennesket bag diagnosen på biblioteket

Aalborg Bibliotekerne og en række samarbejdspartnere sætter møder op, så du kan møde menneskene bag diagnosen fra 8. – 11. oktober.

Mød mennesket bag diagnosen på biblioteket
28. september 2024
Af Benedikte Jensen

Fra den 8. – 11. oktober sætter Aalborg Bibliotekerne sammen med landsindsatsen EN AF OS, pårørende og flere andre samarbejdspartnere fokus på afstigmatisering af psykiske lidelser.

Det gør de med en serie af arrangementer, som under overskriften “Mennesket bag diagnosen” tager fat på depression, psykisk mistrivsel, hvordan det er at være pårørende og meget mere.

Koordinator ved Aalborg Bibliotekerne, Sara Boe Hansen, har i løbet af foråret været vært ved en række fordomsfredage, og ser frem til at fortsætte arbejdet med at få tabuer frem i lyset og blive klogere på psykisk mistrivsel:

“Jeg håber, at mange vil benytte lejligheden til at besøge Hovedbiblioteket og blive klogere på nogle af de emner, som mange er berørte af – direkte eller som pårørende. Og så er “Mennesket bag diagnosen” en virkelig god mulighed for at møde nogle af de organisationer, der på den ene eller anden måde arbejder med mennesker med psykiske lidelser.”

Arrangementsrækken er en del af Aalborg Bibliotekernes arbejde med diversitet og fællesskaber, og det koster ikke noget at deltage.

Programmet for ugen

Tirsdag 8. oktober, kl. 13 – 16 VI SKABER FÆLLESSKABER SAMMEN

Tine, ambassadør fra EN AF OS, lægger ud: Hun fortæller, hvad kreativitet og fællesskaber kan betyde, når man har en psykisk lidelse. Herefter kan du selv afprøve det kreative, fx strikke, male eller andre aktiviteter i Folkeværkstedet.

Du kan også vælge at gå over til Teater Nordkraft og se Sortsyn opføre en improformance om depression kl. 14.

Mød: EN AF OS, Headspace, Social Sundhed, Depressionsforeningen og Sortsyn.

Onsdag 9. oktober, kl. 13 – 16 OMVEJE I JOB OG UDDANNELSE

Helle, ambassadør fra EN AF OS, fortæller om at gennemføre et uddannelsesforløb med en psykisk lidelse.

Mød: Aalborg Aktiv, IPS, SPS, Kildehuset, EN AF OS og Headspace.

Torsdag 10. oktober, kl. 18.30 – 20 PÅRØRENDE

Når en af dine nærmeste har psykiske udfordringer, oplever du sikkert også svære overvejelser og situationer. Anja Vedelsby fra EN AF OS i Sundhedsstyrelsen afdækker fordomme og forskelsbehandling og belyser noget af det, man typisk bærer som pårørende.

Louise Madsin fra EN AF OS følger op med gode råd til at tage vare på sig selv som pårørende.

Mød: EN AF OS og Center for pårørende

Fredag 11. oktober, kl. 15 – 17 RECEPTION OG FREDAGSFORDOM

Kage og bobler og et stort hurra for konceptet “Fredagsfordom”. Vi inviterer dig til reception og åbenhjertig snak om de fordomme, der findes om forskellige psykiske lidelser. Det kan fx være “Du har skizofreni så du er farlig”.

Scott Bradlee’s Postmodern Jukebox kommer til Aalborg

Læs også: Scott Bradlee’s Postmodern Jukebox kommer til Aalborg