Nyheder

Motorsport Nordjylland sætter dækaftryk på DM-finale i Folke Race

Redaktion
Af Redaktion 24. september 2015

.
Af Åge Keseler Kirketerp, Nordjysk Motorsport

Motorsport Nordjylland (MNJ) har netop afviklet en vellykket DM-finale i Rally Cross og Cross Kart på RC-stadionet i Nysum. Mange af klubbens Folke Race-kørere var officials i arrangementet, og blev nok inspireret af enkelte konkurrence-tricks. De er herefter blevet lagret i baghovedet til brug i søster DM-finalen i Folke Race, som køres på Løvel Banen nord for Viborg lørdag d. 26. september.

– Otte af MNJ-teamsene i Folke Race har mulighed for at hjemkøre DM-medaljer i år, oplyser MNJs formand: Finn Knudsen. – MNJ har altid støttet godt op DM-serien, som afvikles over 7 afdelinger på Sjælland og i Jylland. I år bliver nok den allerbedste, hvad angår individuelle resultater. I al beskedenhed har vi også allerede (i praksis) vundet DM for klubhold, idet et nederlag vil kræve kollektivt mekanisk nedbrud af 10-15 frontrunnere,

I U18-klassen har MNJerne: Dennis Hedegaard og Rasmus Vorre fightet en tæt kamp om DM-titlen gennem 2015-sæsonen. Dennis Hedegaard kom bedst fra start, hvorimod Rasmus Vorre præsterede 3 sejre i streg hen over sommeren.

Den bedste placering indbyrdes blandt de to ærkerivaler i finalen afgør DM-guldet, fortsætter Finn Knudsen. – Et black out til dem begge to kan dog bevirke, at sydøstjyden Nicolaj Rasmussen scorer DM-titlen. Det kan næsten ikke blive mere intenst og spændende!

I Klasse 1 (auktionspris: 6.000 kr.) er MNJeren: Thomas Pedersen allerede dansk mester inden finalen på Løvel Banen: – I DM-serien kan man smide det dårligste resultat væk, men i år har jeg scoret 6 placeringer sammenlagt, som ikke kan indhentes af konkurrenterne. Det er en helt uvant fornemmelse at kunne køre uden nerver i DM-finalen.
Thomas Pedersen har været en trofast og konkurrencedygtig deltager i Klasse 1 gennem flere år, og scorede senest DM-guld i 2007.

– Rigtig mange faktorer skal gå op i en højere enhed, supplerer Thomas Pedersen. Først og fremmest gælder det om at undgå bort-auktionering på kritiske tidspunkter, for den næstbedste bil i rækken har måske ikke helt samme power og potentiale.

– DM-slutpodiet kan blive en trefoldig MNJ-affære, konstaterer Finn Knudsen. – Idet både Jesper Madsen og Thomas A. Poulsen har gode medaljechancer. Konkurrenceheldet kan dog også hurtigt blæse den forkerte vej, idet 8 FR-teams bejler til de to ledige pladsen på DM-sejrspodiet.
I Klasse 2 (auktionspris: 9.000 kr.) er det nagelfast, at alle tre DM-medaljer går til MNJ-kørere, hvor 4 nordjyske FR-teams bejler til slutsejrspodiet.

– Størst pres ligger der på skuldrene af Kenneth Sejersen, forklarer Finn Knudsen. – Han kan blive alt mellem nr. 1 og 4 sammenlagt. Anders Salomonsen er mindst sikret DM-sølv, hvorimod Torben Dejligbjerg skal fighte for enten sølv eller bronze. Lars Lindgaard blev dansk mester i Klasse 2 tilbage i 2013, men kan måske snuppe DM-bronzen i år.

Nuværende placering for MNJ-kørere (muligt antal placeringspoints og slutplacering).

U18:
1. Dennis Hedegaard, 408 (413 / 1 til 3).
2. Rasmus Vorre, 406 (412 / 1 til 3).

Klasse 1:
1. Thomas Pedersen, 405 (dansk mester 2015).
2. Jesper Madsen, 380 (396 / 2 til 6).
5. Thomas A. Poulsen, 363 (382 /2 til 9).

Klasse 2:
1. Anders Salomonsen, 401 (409 / 1 til 2).
2. Torben Dejligbjerg, 392 (399 / 2 til 3).
3. Kenneth Sejersen, 382 (406 / 1 til 4).
4. Lars Lindgaard, 371 (384 / 3 til 4).