Nem og sikker medicindosering: Aalborg Kommune vælger dosispakket medicin

23. april 2024

Senior- og Omsorgsudvalget har besluttet, at dosispakket medicin skal være førstevalg til borgere med behov for hjælp til dosering af medicin, hvis borgerens praktiserende læge vurderer, at borgerens medicin er egnet til det.

Siden 2019 har Aalborg Kommune tilbudt borgere at skifte de traditionelle pilleæsker med manuelt dispenseret medicin ud med de mere patientsikre maskinpakkede dosispakker. Dosispakket medicin er en mere sikker løsning, som giver borgerne større frihed. Samtidig frigør dosispakket medicin tid og skaber et bedre arbejdsmiljø for kommunens medarbejdere. Derfor bliver det nu førstevalget for borgere, som af egen læge vurderes i målgruppen for dosispakket medicin.

“Vi ved fra en tidligere undersøgelse, at borgerne bliver meget tilfredse med dosispakkerne, som giver dem tryghed, frihed og selvstændighed, fordi borgerne ikke længere er afhængige af vores hjælp til deres medicin”, siger rådmand Kristoffer Storm og fortsætter: “Dosispakket medicin er også en mere patientsikker løsning, som samtidig frigør tid hos vores medarbejdere og forbedrer deres arbejdsmiljø. Derfor er det også en helt nødvendig fremtidssikring af ældreplejen at gøre dosispakker til førstevalg for borgere med behov for hjælp til medicin.”

Stort potentiale for dosispakket medicin
I Aalborg Kommune har cirka 2.000 borgere allerede dosispakket medicin, men der er fortsat cirka 2.900 borgere, der får dispenseret deres medicin manuelt af kommunens sundhedspersonale. Dermed er der fortsat er et stort potentiale for at udbrede brugen af dosispakket medicin. Erfarin-ger fra Aalborg Kommunes plejehjem viser for eksempel, at op mod 70 % af beboerne er i målgruppen for dosispakket medicin.

Aalborg Kommune sender informationsbreve om dosispakket medicin ud til alle borgere, der modtager kommunal hjælp til medicin.

Om dosispakket medicin
Styrelsen for patientsikkerhed vurderer, at dosispakket medicin kan være med til at øge sikkerheden, når patienter og plejepersonale skal håndtere medicin.

Dosisdispenseret medicin pakkes i dosisposer på et apotek af en pakkemaskine, som doserer meget mere korrekt end den manuelle dosering. Herefter sendes dosispakkerne til det apotek, hvor borgeren normalt henter sin medicin. Borgeren skal selv betale for at få pakket sin medicin i dosisposer. Egenbetalingen er cirka 1 krone om dagen efter tilskud.

Det er ikke alle, som kan få glæde af dosispakket medicin, fordi det forudsætter en vis stabilitet i medicinen.

Dosispakket medicin bidrager til et bedre arbejdsmiljø, fordi det nedsætter risikoen for slidskader i hænderne for kommunens sundhedspersonale, som slipper for skruelåg og at presse piller ud af blisterpakker.