Nordjydernes blod overvåges

11. juni 2013
Nordjydernes blod overvåges

.
Det er meget vigtigt, at temperaturen er helt rigtig, når Region Nordjylland to gange dagligt alle ugens hverdage henter blodprøver hos de praktiserende læger i hele regionen.

Totalleverandør af køle- og fryseprodukter, Vibocold, sørger sammen med den nordjyske virksomhed ThermIT ApS for, at temperaturen er den rigtige i klimakasserne med blod fra nordjyder.
Blodprøverne transporteres i klimakasser med elektronisk styring fra Vibocold, og de i alt 15 biler leverer prøverne til analyse på sygehusene i Hjørring, Frederikshavn, Thisted og Aalborg Syd. Temperaturen i klimakasserne overvåges af måleudstyr fra ThermIT ApS i Hjørring.
De miljørigtige sensorer i kasserne sender via et hovedmodul i køretøjet hver halve time data om målte temperaturer, så kørselsleder i Region Nordjylland, Jacob Lohse, hjemme på kontoret i regionens Centrallager Aalborg via computer eller smartphone kan følge temperaturen under hele transporten. Samtidig lagres al data, og denne logning kan til enhver tid hentes frem og udskrives til dokumentation for, at blodet har været transporteret med den korrekte temperatur.
– Det er en ny ordning, som vi tog hul på 1. maj. Der er krav til, at temperaturen i klimakasserne med blod konstant skal være 21 grader, plus minus en enkelt grad, og det sikrer ThermIT-overvågningen, som giver alarm, hvis temperaturen skulle falde uden for det krævede.
– Jeg har gjort det til en vane hver morgen at logge mig på systemet og tjekke, at alt er, som det skal være. Det er nemt for mig at holde øje med, og det er meget præcist og stabilt, fortæller kørselsleder Jacob Lohse, Region Nordjylland.

Også i Storkøbenhavn benyttes den trådløse temperaturovervågning fra ThermIT i Hjørring, når Københavns Praktiserende Lægers Laboratorium afhenter blodprøver hos de praktiserende læger.

ThermITs trådløse temperaturovervågning anvendes i mange lande blandt andet i køkkener, restauranter, butikker, kiosker, kølebiler, fiskeindustrien og lignende.

Vibocold A/S med hovedkvarter i Viborg sælger blandt andet totalløsninger i køl og frys til supermarkeder og til industrien, kølere og frysere til mindre butikker og kiosker samt specialproducerede produkter til eksempelvis laboratorier og sygehuse. Ligeledes er Vibocold en af landets førende aktører inden for transportabelt køl og frys.