Alarm 112

Nordjyllands Politi klar til karneval: Fokus på tryghed, fællesskab og farlige stoffer

Droner, civile betjente og skærpet fokus på opioider — Nordjyllands Politi er grundigt forberedt, når Aalborg lørdag den 23. maj fyldes af festglade karnevalsgæster.

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 20. maj 2026

Når tusindvis af mennesker lørdag tager plads i Aalborgs gader til årets karneval, er Nordjyllands Politi til stede i hele byen — fra karnevalsruten og Kildeparken til stationer, transportknudepunkter og nattelivet. Årets tema er “Uden dig – Ingen os”, og det fællesskab afspejles direkte i politiets tilgang til opgaven.

— Karnevallet er en særlig begivenhed i Nordjylland, hvor mennesker samles om fest, musik og fællesskab. Det kræver også, at alle tager medansvar for stemningen og den fælles sikkerhed, og det budskab passer rigtig godt til årets tema, siger vicepolitiinspektør Søren Pejtersen.

Synlig tilstedeværelse i hele byen

Indsatsen dækker hele Aalborg og hele dagen. Der er uniformerede patruljer i forskellige køretøjer, civile betjente og færdselsbetjente, og politiet samarbejder tæt med Aalborg Kommune, beredskaberne og arrangørerne bag karnevallet.

Skærpet fokus på opioider

Et særligt fokuspunkt i år er opioider og andre euforiserende stoffer, som politiet i stigende grad ser dukke op i nattelivet og ved større arrangementer. Der vil blive arbejdet målrettet mod salg og besiddelse af ulovlige stoffer, og der er ekstra opmærksomhed på personer, der får det dårligt som følge af rusmidler.

— Vi ser meget alvorligt på udviklingen omkring opioider. Selv små mængder kan have meget alvorlige konsekvenser, og vi opfordrer kraftigt til, at man holder sig fra stoffer og reagerer hurtigt, hvis nogen får det dårligt, siger Søren Pejtersen.

Droner og videoovervågning

Som del af sikkerhedsindsatsen anvender politiet midlertidig videoovervågning og droner under arrangementet. Teknologien bruges til at skabe overblik over menneskemængder, understøtte indsatsen ved akutte hændelser og generelt bidrage til trygheden.

Pas på dine ejendele

Hvert år ender mobiltelefoner, punge, nøgler og tasker som hittegods efter karnevallet. Politiet opfordrer til at passe godt på sine ejendele i tætte menneskemængder — og gerne ændre låseskærmen på sin telefon, så en finder kan kontakte ejeren. Fundne effekter indleveres løbende til politiet på Jyllandsgade 27 i Aalborg, tlf. 114.

Hittegods kan afleveres og afhentes lørdag og søndag kl. 7–23. Mandag er der lukket grundet helligdag, og tirsdag genoptages normal åbningstid fra kl. 8.

Politiets råd til en god karnevalsdag

Spis noget og drik vand undervejs — der er vandposter langs hele ruten. Brug solidt fodtøj, da der kan ligge glasskår på vejen. Hold sammen med din gruppe og aftal mødesteder på forhånd. Respekter afspærringer og følg myndighedernes anvisninger. Er der nogen i din gruppe, der får det dårligt, så reagér — der er førstehjælpsposter langs ruten og en fremskudt skadestue ved Ansgars Kirken over for indgangen til Kildeparken. Og planlæg hjemtransporten, inden festen går i gang.

— Karnevallet bliver bedst, når alle hjælper med at passe på hinanden. Vi glæder os til en festlig dag i Aalborg, siger Søren Pejtersen.