Erhverv

Nordjysk FødevareErhverv afholder generalforsamling på NOVI

Fakta om Nordjysk FødevareErhverv

Redaktion
Af Redaktion 18. marts 2016

.
Foreningen Nordjysk FødevareErhverv afholder ordinær generalforsamling mandag den 4. april kl. 17 på NOVI i Aalborg.

Det er knap et år siden, at den nye forening Nordjysk FødevareErhverv blev stiftet. Allerede nu har foreningen cirka 25 betalende medlemmer, og tallet er stigende:

– Nordjysk FødevareErhverv blev etableret i 2013 af Vækstforum Nordjylland og skal være den samlende og koordinerende enhed i fødevareindsatsen i Nordjylland, som dermed omfatter regionens største og vigtigste erhverv. Sidste år blev vi – som planlagt stiftet som en forening, og det er foreløbig gået godt med 24 betalende medlemmer, der støtter op om en fælles indsats for det nordjyske fødevareerhverv. Og flere er på vej, forklarer direktør Hans Henrik Bruhn fra Nordjysk FødevareErhverv.

Foreningens vision er fortsat, at Nordjylland skal være Danmarks førende fødevareregion gennem høj specialiseringsgrad, indsigt og globalt udsyn. En lang række aktiviteter og et vækstprogram har støttet op om dette i det forgangne år, og resultaterne taler for sig selv. Ikke færre end 82 nordjyske fødevarevirksomheder har været igennem programmet, og det har foreløbig resulteret i skabelsen af 18 nye arbejdspladser inden for erhvervet:

– Vi er meget tilfredse med de resultater, der er skabt indtil videre. Det understreger, at der ligger et stort potentiale i at rådgive og løfte virksomhederne, og det fortsætter vi nu med i et nyt vækstprogram. Programmet hedder NEXT STEP og har de tre fokusområder: Internationalisering og eksport, forretningsudvikling samt markedsudvikling og branding, forklarer Hans Henrik Bruhn.

Foreningens generalforsamling afholdes mandag den 4. april 2016. Det foregår på NOVI, der til daglig huser sekretariatet. Generalforsamlingen starter kl. 17 og ventes at vare cirka 2 timer, hvorefter der er fælles spisning.

Nordjysk FødevareErhverv er Region Nordjyllands store og samlende fødevaresatsning. Initiativet blev igangsat i 2013 af Vækstforum Nordjylland under Region Nordjylland og overgik i 2015 til at blive en selvstændig forening, som har en stærkt virksomhedsrepræsenteret bestyrelse og en god repræsentation af videns- og brancheinstitutioner. Foreningen tæller 24 medlemsvirksomheder inden for fødevare- og fiskeerhvervet. Læs mere om Nordjysk FødevareErhverv på www.njfe.dk.