Biler og motor

Nu kan du tjekke benzin- og dieselpriser online, før du kører hjemmefra

Nye regler fra 1. januar skal gøre brændstof billigere og styrke konkurrencen mellem tankstationer

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 1. januar 2026

Fra i dag, torsdag den 1. januar 2026, kan bilister se de aktuelle priser på benzin og diesel online, inden de drejer ind på tankstationen. Det sker, efter nye regler er trådt i kraft med det formål at gøre priserne mere gennemskuelige og skabe mere konkurrence på markedet.

Priser skal vises i realtid

De nye regler betyder, at benzin- og dieselselskaber nu er forpligtet til at offentliggøre deres aktuelle pumpepriser online – for eksempel på en hjemmeside eller i en app. Dermed slipper bilister for at køre fra station til station for at finde den billigste pris.

Samtidig bliver det forbudt for selskaberne at offentliggøre vejledende priser på forhånd. Det skal forhindre, at selskaberne orienterer sig i konkurrenternes kommende priser og lægger sig tæt op ad hinanden.

Ifølge Erhvervsministeriet er målet at få priserne til at variere mere, end de har gjort hidtil, og gøre det lettere for forbrugerne at vælge den billigste tankstation.

Konkurrencen har været svækket

Baggrunden for de nye regler er, at konkurrencen på brændstofmarkedet i dag er svag. Ifølge et notat fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har priserne på benzin og diesel i de senere år været næsten ens fra tankstation til tankstation.

Styrelsen peger på, at efterspørgslen faldt markant under coronaepidemien, og siden 2020 har den lokale konkurrence om kunderne været næsten væk. Før corona var der ellers større prisforskelle, som i højere grad afspejlede lokal konkurrence.

I dag er det ifølge styrelsen én ledende markedsaktør, der i høj grad styrer prisen, og de øvrige selskaber har fulgt denne aktørs vejledende pris. Styrelsen vurderer også, at den stigende andel af elbiler kan have haft betydning for den svækkede konkurrence på benzin og diesel.

Minister: Familier kan spare tusindvis af kroner

Ændringerne vil kunne mærkes direkte hos forbrugerne, lyder det fra erhvervsminister Morten Bødskov (S).

“Det handler simpelthen om at få slået mere hul, så vi kan få mere konkurrence, og vi regner med, at en typisk familie med to biler kan spare 2.000 kroner om året på det her,” siger han til DR

Han understreger dog, at besparelsen er baseret på nogle forudsætninger, men ifølge ministeren viser det, hvor begrænset konkurrencen har været.

Før og nu

Før i dag:

  • Tankstationer skulle kun skilte med priserne på selve stationen.
  • Selskaberne kunne bruge vejledende priser til at følge hinanden.

Fremover:

  • Benzin- og dieselselskaber må ikke længere offentliggøre vejledende priser.
  • Aktuelle lokale pumpepriser skal vises online fra 1. januar.

Kilde: Erhvervsministeriet

Med de nye regler håber myndighederne, at brændstofpriserne igen vil variere mere lokalt – til gavn for bilisterne.

Biler og motor

Se flere artikler