Nyheder
Ny analyse af medicinalindustrien: 30.000 job kan være i fare og 13 milliarder kroner kan forsvinde fra statskassen
Ny analyse fra ROCKWOOL Fonden peger på, at en markant nedgang i medicinalproduktionen vil ramme både de offentlige finanser, beskæftigelsen og dansk økonomi.
Medicinalindustrien har de seneste år været en af de største drivkræfter bag væksten i dansk økonomi. En ny analyse fra ROCKWOOL Fonden viser imidlertid, at økonomien også er sårbar, hvis produktionen i branchen falder markant.
Analysen undersøger et scenarie, hvor efterspørgslen fra udlandet styrtdykker permanent, så den danske medicinalproduktion bliver halveret. Ifølge beregningerne vil det medføre et årligt hul i statskassen på omkring 13 milliarder kroner og på kort sigt koste omkring 30.000 arbejdspladser.
Medicinalindustrien trækker væksten
I første kvartal af 2026 voksede Danmarks BNP med 1,9 procent. Ser man bort fra medicinalindustrien, voksede den øvrige økonomi kun med 0,2 procent målt ved bruttoværditilvækst (BVT).
En stor del af udviklingen skyldes blandt andet Novo Nordisk, som med sine GLP-1-lægemidler mod diabetes og fedme har oplevet stor international succes.
»En stor andel af produktion og eksport i medicinalindustrien er baseret på ganske få produkter. Det gør udviklingen i medicinalindustrien mere usikker end i de fleste andre brancher,« fortæller Jan Rose Skaksen, forskningschef i ROCKWOOL Fonden.
Læs også:
Analyse undersøger et risikoscenarie
Formålet med analysen har været at belyse, hvilke konsekvenser en kraftig tilbagegang i medicinalindustrien kan få for dansk økonomi.
»Det er vigtigt at kende konsekvenserne i et risikoscenarie,« siger Jan Rose Skaksen og tilføjer:
»Hvis den nye regering har ambitioner om at finansiere fx skattelettelser og tandpleje med de offentlige finanser, ville en mulig tilbagegang i medicinalindustrien formentlig påvirke planerne.«
Store konsekvenser for økonomien
I analysens scenarie falder medicinalbranchens bruttoværditilvækst på længere sigt med omkring 85 milliarder kroner, svarende til en halvering af produktionen.
Beregningerne viser blandt andet, at:
- BNP umiddelbart vil falde med 1,5 procent og fra 2029 og frem blive reduceret med knap 2 procent.
- De offentlige finanser vil blive forværret med cirka 13 milliarder kroner om året. Omkring 10 milliarder kroner skyldes lavere indtægter fra selskabsskat.
- Omkring 30.000 personer vil miste deres job på kort sigt i medicinalindustrien og tilknyttede brancher. På længere sigt ventes beskæftigelsen i medicinalindustrien at være reduceret med omkring 15.000 personer.
Ifølge analysen vil de fleste af de afskedigede medarbejdere på længere sigt finde beskæftigelse i andre brancher. Det sker blandt andet gennem et vedvarende fald i reallønnen på omkring 1 procent.
Ikke uoverskuelige konsekvenser
Selv om konsekvenserne er betydelige, vurderer ROCKWOOL Fonden ikke, at en halvering af medicinalproduktionen vil udløse en økonomisk krise på niveau med finanskrisen.
»Et fald på to procent i BNP svarer til en tredjedel af den nedgang, vi så under finanskrisen i 2008. Så en nedgang vil helt sikkert kunne mærkes, men det vil ikke få uoverskuelige konsekvenser for dansk økonomi. Det skyldes blandt andet, at selvom medicinalindustrien er en økonomisk sværvægter, er der relativ få job involveret,« lyder Jan Rose Skaksens vurdering.
Kun den kemiske industri giver lignende effekt
ROCKWOOL Fonden har også sammenlignet effekten af en tilsvarende efterspørgselsnedgang i kemi-, bygge-, maskin- og elektronik- samt servicebranchen.
Analysen viser, at et fald i medicinalindustrien giver den største langsigtede påvirkning af BNP. Den kemiske industri er den branche, der mest minder om medicinalindustrien, fordi den er eksporttung, kapitalintensiv og bidrager med relativt høje selskabsskatteindtægter.
»Eksperimentet viser, hvor stor en betydning medicinalindustrien har for dansk økonomi sammenlignet med andre brancher,« siger Jan Rose Skaksen.
Fakta om analysen
Beregningerne er gennemført i samarbejde med DREAM-gruppen ved hjælp af modellen GrønREFORM, som er en dynamisk generel ligevægtsmodel for dansk økonomi med 54 brancher. Modellen bygger på nationalregnskabsdata fra Danmarks Statistik for 2019, og flere detaljer om analysen fremgår af et baggrundsnotat af Dalgaard og Grinderslev (2026).
Læs også: