Fritid

Ny havetrend: Haven bliver et fristed i en travl hverdag

Flere søger ro, nærvær og fællesskab i de grønne omgivelser tæt på hjemmet. Haveselskabet opfordrer nu danskerne til at bruge bare 10 minutter om dagen i haven eller naturen.

Søren Greve
Af Søren Greve 3. august 2026

Haven er ikke længere kun et sted, hvor græsset skal slås, og blomsterbedene passes. Den er i stigende grad blevet et fristed, hvor man kan koble af fra en travl hverdag og finde ro i naturen.

Det er ifølge Haveselskabet den mest markante tendens fra årets Chelsea Flower Show i London, hvor nogle af verdens førende havedesignere viste, hvordan haver kan styrke både trivsel, fællesskab og forbindelsen til naturen.

Samtidig sender Haveselskabet en opfordring til danskerne om at prioritere blot 10 minutter om dagen i haven, på altanen eller i et grønt område.

Et pusterum fra hverdagens tempo

Stress, ensomhed og klimabekymringer fylder for mange mennesker. Derfor oplever Haveselskabet, at flere søger efter steder, hvor de kan finde ro og nærvær.

“Vi oplever, at flere søger efter mere ro, mening og nærvær i en verden, der kan føles både hektisk og kompleks. Haven løser selvfølgelig ikke alle samfundets udfordringer, men den giver os noget, vi har stort behov for: Jordforbindelse. Bare 10 minutter med hænderne i jorden, en vandkande eller en kop kaffe blandt planterne kan gøre en forskel,” siger Bente Yde Enert, presse- og kommunikationschef i Haveselskabet.

Haven er blevet mere end et haveprojekt

På Chelsea Flower Show var en af de tydeligste tendenser haver, der var skabt som rolige oaser. Her var fokus ikke kun på flotte planter, men også på dufte, fuglesang, grønne omgivelser og sanselige oplevelser, der kunne bidrage til mental trivsel.

Havefaglig rådgiver Brian Christensen fra Haveselskabet deltog på udstillingen og så, hvordan sundhed og velvære fyldte mere end nogensinde før.

“Det interessante er, at vi intuitivt ved, at vi har det godt i haven. Nu ser vi også, at nogle af verdens førende havedesignere og haveorganisationer arbejder målrettet med netop sundhed, trivsel og naturforbindelse. Haven bliver mere end et projekt. Den bliver et sted, hvor vi lader op,” siger han.

Små grønne områder kan gøre en forskel

Ifølge Haveselskabet behøver man ikke at eje en stor villahave for at få glæde af naturens positive effekter.

“Du behøver ikke en kæmpe have for at få glæde af naturen. Et par krukker med blomster til bierne, krydderurter til køkkenet eller et lille sted, hvor du kan sætte dig med morgenkaffen, kan være nok til at skabe en følelse af nærvær og forbindelse til naturen,” siger Brian Christensen.

Han peger samtidig på, at små initiativer som flere blomster til bierne eller opsamling af regnvand både gavner biodiversiteten og skaber mere liv i haven.

“Haven er et fantastisk sted at starte. Når vi planter flere blomster, skaber levesteder til insekter eller opsamler regnvand, bidrager vi til nogle af de store udfordringer – samtidig med at vi får en smukkere have og mere liv omkring os,” siger han.

En sommerudfordring til danskerne

Haveselskabet opfordrer nu alle til at bruge mindst 10 minutter hver dag i grønne omgivelser. Det kan være at luge ukrudt, vande blomster, nyde duften af roser, kigge efter bier eller blot sætte sig med en kop kaffe og lytte til fuglene.

“Vi tror på, at haven er det lille svar på nogle af de store spørgsmål. Ikke fordi den løser det hele, men fordi den hjælper os med at finde ro, glæde, fællesskab og forbindelse til den natur, vi er en del af. Det er måske netop det, mange af os har brug for denne sommer,” siger Bente Yde Enert.

Ifølge Haveselskabet viser årets internationale havetrends, at haven i stigende grad bliver et sted, hvor mennesker søger balance og fornyet energi – uanset om det er i en stor have, på en altan eller i den lokale park.