Erhverv

Ny sushirestaurant åbner med udsigt til Kildeparken i Aalborg

Restaurant um slår dørene op mandag den 21. september og byder på friskrullet sushi, asiatiskinspirerede retter og cocktails ad libitum for 279 kroner

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 5. september 2026

Mandag den 21. september får madscenen i Aalborg nyt liv, når sushirestauranten um åbner dørene. Restauranten, der er beliggende med udsigt til Kildeparken, serverer sushi, sides og cocktails ad libitum, og bag konceptet står Podium i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

Spis så meget du vil – uden at gå på kompromis med kvaliteten

Når Restaurant um åbner mod Kildeparken, byder menuen på et bredt sortiment af friskrullet sushi, varme asiatiskinspirerede retter og lækre sides ad libitum for 279 kroner per person – med et løfte om samme kvalitetsniveau, som restauranten i AKKC allerede er kendt for.

“Hele konceptet for Restaurant um er, at ‘spis så meget du vil’ ikke behøver at gå på kompromis med kvaliteten. Hverken på råvarer, tilberedning, servering eller stemning,” fortæller Michel Lycoops, der er ejer af Podium.

Restaurant um passer dermed naturligt ind i Podiums portefølje, der i forvejen tæller Podium i AKKC, Aalborg Tårnet og Skydepavillonen, og understøtter samtidig AKKC’s ambitioner om at tilbyde flere oplevelser under samme tag.

“AKKC er kendt som huset med de mange scener. Og med tilføjelsen af um har vi endnu et sted, hvor vi kan give vores gæster en helt særlig oplevelse. Jeg glæder mig over, at Michel og Jhen slår dørene op for endnu en scene fyldt med kvalitet,” siger Nicolaj Holm, administrerende direktør i AKKC.

Sushikok skal levere “next level” oplevelse med social dining

For at specialisere restauranten inden for det asiatiske køkken har Podium ansat Jhen Cortez, en sushikok og kendt ansigt på Aalborgs madscene. Sammen har de skabt et sted, hvor gæsterne kan læne sig tilbage og blive forkælet med retter, der deles ved bordet, kombineret med særligt udvalgte drikkevarer.

“På Restaurant um møder sushi social dining. Det skal være en hyggelig oplevelse fuld af nærvær og smagsoplevelser at komme her. Ambitionen med Restaurant um er at give vores gæster en next level sushi-oplevelse fuld af god smag, hygge og nærvær. Og så er der selvfølgelig også masser at vælge imellem, selvom man ikke er til sushi. Restaurant um er for alle,” fortæller Jhen Cortez, der står for driften af restauranten.

Der venter altså en oplevelse i særklasse – både for sushi-elskere og for dem, der helst vil undgå kombinationen af rå fisk, ris og tang.

Åbner med restaurantfestival, før den faste drift går i gang

De første to uger af restaurantens åbningstid er dedikeret til restaurantfestivalen Aalborg Eat Out, hvor gæsterne kan få sushi og sides ad libitum inklusive en velkomstdrink for 299 kroner.

Fra mandag den 5. oktober er restauranten åben hver aften fra klokken 17 til 22, og prisen for sushi og sides ad libitum er 279 kroner. Det er allerede nu muligt at booke bord fra den 5. oktober via restaurantens hjemmeside, og i løbet af de kommende måneder bliver det også muligt at bestille takeaway.

Restaurant um ligger i stueetagen i AKKC med adgang både fra Kildeparken og fra AKKC’s hovedindgang på Europa Plads 4. Mens Restaurant um serverer sushi og sides hver aften, fortsætter Podium med at levere forplejning til møder, messer og konferencer i AKKC. Samtidig vil det stadig være muligt at nyde kulturtapas før en forestilling i Podium på 1. sal i AKKC, ligesom Podium fortsat afvikler private selskaber og erhvervsarrangementer på 1. sal.

Restaurant um holder åbent alle ugens dage fra klokken 17 til 22, og det er allerede nu muligt at booke bord på www.restaurantpodium.dk/um.