Helbred
Ny telefonrådgivning i Nordjylland skal fange psykoser tidligere
Nyt tilbud giver pårørende og unge mulighed for hurtig sparring om tidlige tegn
Siden 1. december 2025 har borgere i Region Nordjylland kunnet ringe til en ny telefonrådgivning, der skal hjælpe med at opdage psykoser tidligere. Tilbuddet er en del af en national indsats for at styrke psykiatrien og er allerede kommet godt fra start.
Telefonrådgivningen er forankret i OPUS – et ambulatorium for unge med psykoser – og er åben for både pårørende, fagpersoner og unge, der selv oplever symptomer.
Skal opdage sygdommen før den bryder ud
Formålet med rådgivningen er at sikre, at flere får hjælp i tide.
– ”Telefonrådgivningen skal bidrage til, at vi får opsporet og hjulpet borgerne med en psykose, før sygdommen for alvor bryder ud. Jo tidligere man opdager sygdommen og kommer i behandling, jo bedre er prognosen,” forklarer Ditte Lammers Vernal, leder af OPUS.
Psykose og skizofreni opstår ofte i ungdomsårene, typisk omkring 20-årsalderen. Men de første tegn kan vise sig længe før.
Læs også:
Rådgivning til både unge og deres netværk
Alle, der er bekymrede for ændret adfærd eller oplevelser, kan ringe og få hjælp.
– ”Både unge voksne, pårørende og fagpersoner kan ringe og få sparring, hvis de er i tvivl om ændret adfærd eller oplevelser kan være tegn på psykose. I telefonen sidder erfarne behandlere, som kan hjælpe med at vurdere symptomer, rådgive om næste skridt og give støtte til dem, der ofte står i en svær situation,” siger Ditte Lammers Vernal.
Rådgiverne kan blandt andet hjælpe med at vurdere, hvor alvorlig situationen er, give råd til samtaler med den unge og vejlede om, hvornår man bør kontakte læge.
Pårørende fylder mest i telefonen
De første erfaringer viser, at det især er pårørende og fagpersoner, der benytter tilbuddet. Det kan for eksempel være forældre, lærere eller studievejledere.
– ”De første tilbagemeldinger viser, at mange oplever det som en stor lettelse at have et sted at ringe, og kunne tage en snak om det de oplever. En af udfordringerne ved opsporing, er at der kan være stor berøringsangst omkring psykose og skizofreni. Nogle føler skam over symptomerne, andre håber, at det ‘nok går over’. Nogle har også allerede haft kontakt til psykiatrien i forbindelse med udredning for f.eks. ADHD eller autisme og orker ikke endnu en indgang til systemet,” fortæller Ditte Lammers Vernal.
Telefonrådgivningen giver mulighed for anonym sparring og viden om symptomer, behandling og fremtidsudsigter.
Sådan kontakter du rådgivningen
Telefonen er åben alle hverdage fra klokken 9 til 14 på telefon 97 64 38 00. Tilbuddet er gratis og kan benyttes af alle borgere i Region Nordjylland.
Læs også: